Danmark – gi´ os sneen og frosten tilbage

Vejret er skrupskørt. Efter en november med tænderklaprende temperaturer og frostbidte ansigter, føles det, som foråret er kommet til Grønland. Samtidig kan vi se, at I i Danmark døjer med minusgrader og tunge snedriver. Men her er luften lun og behagelig.

Mads har ligefrem smidt sine enorme North Face-dunluffer, som de lokale kalder for boksehandsker. Alle folk knapper op for tøjet. Når vi er ude at løbe i fritiden, er det alt, alt for varmt med termotrøjer. Windbreaker og en langærmet t-shirt er mere end rigeligt. Og hue aldeles overflødig. Nær fjeldet fosser åløbene. Man kan glane på små vandfald. Eller smeltesøer med helt grønt vand. Somme tider krydser smeltevandet også vejene i op til to meter brede bælte. Asfalten slår også sprækker, som man selv kan rive løs, hvis man står for tæt på rabatten. Eller det troede vi, at den gjorde. I virkeligheden gemmer selve asfalten sig under det porøse sorte lag på over 30 centimeter. Det er eller rettere var nemlig en iskappe, der er blevet helt sort af os og hård i skorpen af fodgængere og bilister.

I Diskobugten melder de om intet sne. Her i Nuuk er skibakken lukket.

Langrendsløberne har set sig nødsaget til at smidt skiene. I stedet jogger de rundt på stierne med mutte ansigter. Her kan man ellers høre og se store bække risle. Rødtgrønt lav bryder op gennem det frosne pansertæppe langs klipper og skråninger. I weekenden ser det endda ud til at blive plus fire grader.

”Åh nej,” udbryder grønlandske John David, en af Anjas kolleger, da vi fortæller ham om det gode kommende vejr.

Vi bliver overraskede og forundrede. John David er født og opvokset i Nuuk. Lunt vejr er da en dejlig afveksling. Kort efter indser vi årsagen til hans hovedbrud.

For det første sjapper det. Ja, glem alt om dansk vintersjap. Det her er altså en syndflod til sammenligning.

For det andet bliver hele verden grå og mere trist end Ishøj downtown en skyet november søndag. Med ingen nye tilførsler af sne og klitrende snekrystaller bliver det gråt i gråt. Stort set alle farvenuancer er grå. Her er betongråt, himmelgråt, mørkegråt, sortgråt, klippegråt, sjapgråt, sodgråt og dieselgråt.

Omvendt er alle huse er opført i en kakofoni af farver. Kongeblå, dybrød, svenskergul, prettypink – ja, hele Sadolins farvepalette er blevet opkøbt og flittigt anvendt. Også de farver man aldrig har set på huse før.

Grønlænderne har vist generelt en forkærlighed for farver. I biografen har vi fanget os i at fnise af en af deres lokale reklamefilm. Det er for den lokale sportsbutik Pikkori. Som en slags Power Rangers ser man fem unge personer, der bliver morfet rundt i klippe-landskabet via en slags magisk kraftkugle. Hver i deres kraftige kulør. Så sidder de på en kontorstol iklædt en skrigendegul vinterjakke. Eller jogger langs stisystemet iklædt lyserødt svedafvisende løbetøj.
”Fordi vi elsker farver” - brager mottoet så af som en slutsats.

Vi har undret os over denne farvebegejstring. Måske er det simpelthen som et værn imod de grå tider? Det tror vi indtil videre er tilfældet. Og vi forstår dem skam godt. Så Danmark hit med snevejret – kan I så aflevere det tilbage!

”Jeg lugter rensdyr 100 meter væk”

Av. Av.

Jeg vågnede på min fødselsdag med gaver på skødet fra Anja og vildt ondt i hovedet. Dagen før havde jeg været til julefrokost med kollegerne fra AG/Grønlandsposten. Jeg var inviteret med, selv om jeg blot var vikar. Snapsen var gratis og flød i rigelige mængder. Samtidig havde vi Morten Thomsen på besøg. Det var lykkedes den gæve københavnerkarl at opstøve en hardcore grønlandsk fanger, som intet at havde imod at fortælle om sit erhverv, dets hemmeligheder og tage os grønskollinger med på jagt. Lars Mathæusen hed han. En enormt flink, underspillet familiefar og endda søn af Grønlands sidste fanger i kajak.

Ham skulle vi dælmene skrive en artikel om. Klokken otte om morgenen drog vi så afsted i hans spartanske speedbåd med åben kahyt og blod i stævnen fra forrige dags nedlagte bytte. Imellem meterhøje bølger, mit brok over kvalme, tømmermænd og en hakkende motor interviewede vi Lars, som bl.a. kunne berette om, hvordan han kan lugte rensdyr på hundrede meters afstand. Eller om hvordan han en gang var ved at miste livet af kuldechok, fordi han havde været for længe ude af jage, og vejret havde slået om. Gisp og meget fascinerende.
Blot ved at kigge på fodspor i sneen på en ø en times sejlads væk fra Nuuk, lykkedes det hurtigt Lars at lokalisere to rensdyr. De stod og rodede i sneen efter knolde, larv, mos og andet føde. Vi sneg os ind på den fra siden af. Lars havde to geværer kaliber ”22 med.

Pludselig rakte han mig det ene og beordrede, jeg skulle skyde med.

”1-2-3”, talte han ned.

Vi affyrede omkring seks skud. Kort efter dejsede begge Rodolf´er omkuld. De stod cirka 90 meter væk. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg ramte. Er ret sikker på, at det ikke var tilfældet, selvom jeg forsøgte.

Så sprættede Lars dyrene op, parterede dem og begav sig over og væk fra bakketop for at bugsere båden fri og få gang i motoren. Morten og jeg kunne trække rensdyrene efter os. De skulle ned ad en stejl skrænt til en iset strandkant. En skrænt mere glat end rutschebanen på Bakken. Det var helt omsonst at forsøge at gå ned. Ikke mindst med et to meter langt ulddyr på slæb. Resultatet blev, at vi rustchede ned af is-bakken cirka 20 meter med et kadaver bag os.

En fantastisk oplevelse og ikke mindst et møde med Lars, som jeg gruer for slet ikke lader sig gøre at genfortælle med ord i en artikel.

Fjæset på bloggen

En ekstra blog er kommet til verden. De formerer sig sgu, de bogstavbæster.

På Politiken.dk blogger Mads også om Grønland. Sammen med andre udenlandsdanskere er formålet at tegne et billede af, hvordan livet former sig i andre dele af verden end i Dannevang. Denne blog skulle gerne udkomne en gang om måneden, og emnet bliver dikteret fra gang til gang. Læs med her.

Du kan vist også få sendt nyeste blogindlæg til din mail, hvis du klikker på abonner-funktionen i tilknytning til denne Politiken-blog.

Fuck sælerne - vi så hvaler

Jannik havde fået besøg af sin kæreste Rikke, og vi besluttede at prøve at udforske andet af Grønland end hovedstaden. Valget faldt på en sejltur til byden Kapisillit. Den ligger cirka 75 væk i en betagende smuk fjord, som er det eneste sted i Grønland, hvor laksen gyder. Bygden er hjemsted for 170 indbyggere. De ernærer sig ved fangst, turisme og fiskeri. I sådan et tilfælde kunne man godt frygte, at de så stod parat til overfald med alskens bizarre souvenirs, når turistbåden lagde til kaj. Intet kunne være mindre forkert.

Selv om båden vist blot lægger til en enkelt gang om ugen, løfter de lokale ikke et øjenbryn. De fortsætter stort set dagens dagens dont uændret. Måske lige med nik eller smil, når man slentrer forbi. Dejligt, men på sin vis også ærgerligt, fordi vi ville gerne sludre lidt med dem eller høre mere om byen og livets gang. Skindsystuen åbnede dog op. En de lokale syersker blev forvandlet til ét stort smil hver gang en ny turist stak hovedet indenfor. Så fik hun dermed fik chancen for at pege på et udklip fra Billed-Bladet på hendes væg. På et foto ser man kronprinsessse Mary i en traditionel grønlansk festdragt med kamikker og en kakofoni af perler i komplicerede mønstre. Syersken havde været med til at lave dragten, forståes. Grønlænderne er i øvrigt generelt meget royale.

Herefter gik turen så til en anden mindre bygd, men vi måtte nøjes med at se den på afsted. Der var simpelthen for meget is til, at båden kunne bryde igennem. Der var blå isskosser i vandet og på klipperne havde den lagt sig som et krakeleret tæppe. Så gik turen hjem. En anelse slukørede. Prisen for udflugten havde været over en tusse og en anelse pebret. Sippende på hver vores te og kaffe, forsøgte vi så at holde varmen. I ny og næ gik en omgang Skibskiks på omgang. Et sært bekendtskab, som vi senere er kommet til at holde af. Kiksene er nærmest ligeså hårde, som vist man havde presset 10 pakke mariekiks sammen til en kiks. Næsten helt umuligt at bide endsige knække over med håndkraft trods slag på bordkanter. Men bizart vanedannende.

Næsten hjemme i Nuuk igen viste skipperen kolonier af alke og edderfugle i det fjerne. Vandet var næsten helt vindstille, og mørket havde næsten sænket sig. Lysene inde i hovedstaden var begyndt at tændes.

”Der var en!,” lød det så fra kaptajnen.

En hval kunne vi forstå. Han sagtede så farten. Satte kikkerten for øjnene og spejdede ud i den blåsorte horisont. Minutterne gik. En sitren spredte sig. Alle kiggede rundt omkring. Ingen kunne få øje på noget. Minutterne gik. Det blev endnu mørkede. Et kvarter var nu rundet siden kaptjanens udbud. Det var ved at blive koldt. Kan vi bare tøffe hjemad igen, tænkte man efterhånden.

”Bhussss”, lød det fra bagord. To enorme hvaler var dykket op til overfladen fra havets dyb. Både kroppene og blåsten var ikke til at overse. De svømmede nu ved siden af båden blot ti meter fra den. Alle folk spænede ud på dækket i halvmørket og den bidende frost bevæbnet med deres kameraer. Hvalerne forsvandt igen med flappende sort-hvide haler. Alle folk sad spændte udenfor. Ville de dukke op igen? Kaptajnen nikkede. Det var der ingen tvivl om.



Tre minutter efter var de der igen. Nu svømmede de endnu tættere på. Bølgede deres store kroppe op og ned, som om de nød at blive betragtet og blitzet på. Et synkroniseret show, hvor de både svømmende op og ned samtidig eller zig-zaggede ind i hinandens rute. Nærmest som ventede der en kasse førstes klasses plankton bestilt af kaptajnen efter endt optræden. Den varede en halv time. Pludselig var turen endt med at være meget mere værd end dens pris.

Det sorte syn

Så blev det pludselig december. Tid til eventyr, kalenderlys og pebernødder. Her er første afsnit af kommunens julestafet.

1.december

- December, december - det’ endelig december, trallede Nunni. Han trippede fornøjet gennem den hårde sne på vej ned mod Den Store Postkasse i Nuuk, som i daglig nissetale bare blev kaldt 2412.
- Da-da-da, tra-la-la - hvor er det bare en dejlig dag.
- Tra-la-la, ba- da-da - så er det rigtig nissetid.
Nunni nynnede videre på sin hjemmelavede sang, mens han nærmest løb op af den store trappe.
En-to-tre-fire-fem... Hele vejen op ad de 77 trin. Aldrig havde de mange trin føltes så få. Snart ville han være fremme.
Han kunne mærkede, at det kildrede i maven og kom til at lave et lille chassé af bar begejstring. Heldigvis var der vist ingen, der lod mærke til det. De andre, som var på vej op af bakken ved Passet så hverken til højre eller venstre.
Hvor ser det fjollet ud, når de med et stift blik kigger lige frem. Men de har vel travlt, tænkte Nunni, og fortsatte sin færd mod 2412. Fra den store vej tog han smutvejen gennem blokkene, ned forbi Rådhuset, og jo, hvorfor ikke. Han kunne da lige så godt stikke nissehuen indenfor, og sige goddag til sin kusine Kiiki?
- God-cember, udbrød Nunni opstemt, som han altid gjorde, når det var december. Det var hans egen sammenblanding af ord. Det var måske lidt fjollet, men sådan noget lettede altid gevaldigt på stemningen. Han forventede at få samme svar retur, men ikke et ord kom over Kiiki’s læber.
- Hvorfor siger du ikke noget?
Nunni kiggede nærmere på Kiiki. Hun lignede en, der havde bagt for mange kager. Hun var helt hvid i hovedet, og så helt forkert ud.
- Har du ikke hørt det? Spurgte Kiiki.
- Hørt hvad?
- Der er sket det forfærdeligste-forfærdelige, svarede hun.
Nunni åbnede øjnene helt op og stillede sig på tåspidserne af træskoene, forberedt på at høre det væmmelige.
- Hvad er det? Så sig det dog, din drama-nisse, udbrød han.
- Det er julemanden. Han er ramt af det sorte syn, hviskede hun næppe hørligt.
Det svimlede for Nunni og han svajede frem og tilbage, som havde han fået for meget nissebryg.
- NEJ, råbte han.
-Det må ikke være sandt. Så bliver det jo aldrig mere jul.
Kiiki nikkede meget meget langsomt, mens tårerne trillede ned af hendes runde kinder.
- Aldrig mere jul, gentog hun.
Nunni kneb sig i armene og snurrede tre gange rundt om sig selv. Måske var det bare en ond drøm, tænkte han. Men da han stod stille igen, var intet forandret. Han stod præcist samme sted og Kiiki græd stadig.
Så vendte Nunni sig resolut og løb ud af døren. Fra Rådhuset sprintede han gennem de sneklædte gader hele vejen ned til 2412.
Nej-nej-nej-nej-nej, mumlede han sammenbidt, mens han løb. I hans hoved hvirvlede tusinde tanker rundt mellem hinanden uden hoved og hale, som ønskesedler uden afsender.
Nunni hev efter vejret, da han stod ved Den Store Postkasse. Han kiggede sig hurtigt over skulderen for at se, om der var nogen andre i nærheden. Det var der ikke. Med fumlende fingre fulgte han så kanten rundt på postkassen, indtil han fandt det hemmelige sted. Han trykkede, og som var det ud af ingenting, kom en lille skærm frem. Nunni trykkede sin personlige kode, der fik postkassen til at åbne lågen. Han tog hurtigt et trin indenfor og Postkassen lukkede igen. Nunni var nu inde i Nisseland. Her løb et virvar af underjordiske gange. Det hele var meget gammelt, og bygget ind i fjeldet. Her havde han gået på Nisseakademiet. Og det var alle nissers samlingssted, for her var også en top hemmelig gang, som gik direkte til Julemandens bolig.
Nunni gik så hurtigt han kunne gennem gangene, indtil han stod foran Julemandens kontor. Døren stod på klem og uden at tænke sig om, gik Nunni ind.
Gisp!
Nunni stivnede. Han måtte tvinge sig selv til ikke at vende om og løbe væk igen. Aldrig i sit liv havde han oplevet noget så skræmmende. Julemanden var ikke længere i sin røde dragt. I stedet var han nu i gråt tøj. Han var grå i ansigtet, de normalt klare og lyse øjne var helt grå og selv skægget så mere gråt ud end normalt. Julemanden lignede et sort/hvid foto i en farve-verden.
- Det er det sorte syn, der har ramt mig, sagde Julemanden med en underlig tør stemme.
- Men hvad er der dog sket, fik Nunni fremstammet.
- Jeg ved det ikke, sagde Julemanden.
-Jamen, hvordan-hvordan-hvordan kurerer vi dig? Stammede Nunni videre.
Julemanden kiggede sørgmodig på Nunni og sagde:
- Der er vist intet at gøre. Det er slut. Det bliver aldrig nogensinde jul igen.
- Det kan da ikke … prøvede Nunni, men Julemanden afbrød ham.
- Stik nu af med dig. Jeg vil gerne have fred.
Med slæbende skridt gik Nuuni ud af kontoret. Mens han gik begyndte alting at ændre sig rundt om ham.
Overalt kunne han fornemme hvordan farverne langsomt begyndte at falme.
Nunni rystede på hovedet for at prøve at forstå det hele. Man kunne da ikke bare sådan give op, tænkte han, og udbrød pludseligt, opildnet af sine egne tanker:
- Det skal ved den søde julegrød blive løgn. Jeg må gøre noget...


Behøver jeg sige, at jeg hver dag går op af en trappe med 77 trin?

Vores egen Nuno

Så er der endelig nyt. Beklager dybt at vi har sjoflet bloggen på det skammeligste. Der er sket en hel del siden sidst. Her kommer lidt om min (Anja) hverdag på jobbet.

Tålmodighed er ej blot en dyd. Det er en nødvendighed. Ikke mindst når man arbejder i et dobbeltsproget land og i en politisk styret organisation, der tilmed har gennemgået en omfattende organisatorisk ændring for knapt et år siden.
Min arbejdsplads hedder Kommuneqarfik Sermersooq. Det er en af de fire storkommuner, som blev dannet 1. januar i år, da Grønland lavede kommunesammenlægninger. Med sine 531.900 km2 er det verdens næststørste kommune. Det svarer nogenlunde til størrelsen af Tyskland og halvdelen af Sverige. Her bor i alt 21.000 mennesker fordelt over 13 byer og bygder. Lidt over 19.000 af bor i Nuuk.
Strukturen i Kommuneqarfik Sermersooq er ikke væsens forskellig fra enhver anden dansk kommune. Her er borgmesteren og de forskellige forvaltninger med hver deres direktør. I kommunikationsafdelingen, som står for både ekstern og intern kommunikation, er vi Káte, chef, Else, journalist, John David, tekniker, Jesper, webredaktør og jeg. Jeg føler mig utrolig godt modtaget af dem og har det som en sildepisker i vandet. (En sildepisker er en hval, som lever heroppe, og som ofte findes i hakket form i køledisken.)
Hver dag boltrer jeg mig i nye historier, mennesker og automatkaffe med langtidsholdbar mælk. Snart tager vi hul på at bruge info-boards. Det er kæmpe tv-skærme, som bringer vores nyheder og informationer direkte ud til borgerne. Skærmene skal nemlig sættes op, hvor folk færdes til daglig, f.eks. dagvarebutikkerne. En god idé, især fordi det kun er 40 procent af den grønlandske befolkning, som er koblet op på nettet hjemme.
Min hverdag er mere alsidig, end jeg forventede. Blandt andet har jeg skevet min første politiske tale, en engelsk artikel til et tysk rejsemagasin om kommunens fortræffeligheder, og hu-hej-meget-hurtigt lavet det præsentationsmateriale, som HR-afdelingen skulle bruge på en jobmesse i Danmark. I øvrigt sysler jeg med en julehistorie i otte-ti afsnit, hvor forskellige folk rundt om i kommunen bidrager med et afsnit. Sikke et juleeventyr, der venter forude.


(På foto Else, Jesper og jeg: Meget seriøs dag på kommunen ;-)

Alligevel er det ikke lutter lagkage at være på udebane. Jesper og jeg er de eneste, der kommer fra Danmark og som derfor ikke taler grønlandsk. Hver dag snakker Káte, Else og John David grønlandsk indbyrdes. Ikke for at holde mig udenfor, men ganske enkelt fordi de har et andet modersmål. Det er lettere for dem at udtrykke sig, og mere naturligt, men kan være lidt svært, når jeg nu ved, at de ved, at jeg ikke taler deres sprog. Omvendt er det nok sundt at prøve.
Måske er sprogbarrieren også lidt lettere at kapere fordi jeg ved, at mine kolleger godt kan lide mig. På trods af at jeg knap har arbejdet der i to måneder, er jeg faldet bedre til, end jeg i min vildeste fantasi havde håbet på.
De mange bekymringer omkring mikset af meget stille og indadvendte grønlændere og det danske sludrechatol, er pakket væk sammen med kufferten. Da jeg den første dag for at tage brodden af fortalte, at jeg snakkede meget, og at de derfor endelig skulle sige til, hvis de havde brug for at hvile ørene, lyste John David op.
”Det skal du ikke tænke på. Jeg snakker også meget.”
Sammen med Else har John David taget en nærmest umulig opgave på skuldrene. De har indført dagens ord, hvor de med meget lune, tålmodighed og under højlydt latter forsøger at få min tunge til at udtale de grønlandske ord korrekt. Det er langt fra nemt.
Forleden var ordet Kalak. Grønlandsk både for grisebasse, fremmed og skidegrønlænder. Med stor entusiasme sagde jeg:
”GALAK.”. Nej.
” GALÆG”, nej nej.
”GALEG.” Stadig ikke i nærheden af at være rigtigt.
På et tidspunkt giver min to trofaste læremestre fortabt, og henter Káte ind som forstærkning. Chefen kommer ind med det bredeste smil og siger påtaget strengt og med hænderne demonstrativt i siden:
”Jamen, Anja, kan du ikke høre forskel på Æ og A?”
Og nej, det kunne jeg åbenbart ikke.
Fik til sidst en lunken godkendelse. Det lykkedes mig at sige det nogenlunde korrekt ved først at tralle:
”La-la-lalala GA-LAG .”
Så er det da heldigvis godt og mere nemt at stort set alle siger” Bye” i stedet for farvel på grønlandsk. Det er da til at klare.
Dagen efter kalak-episoden fandt vi efter en hurtig rundspørge ud af, at jeg er den yngste i vores afdeling. Spontant udbrød Káte ordet; ”Nuno”.
”Vores egen Nuno”, sagde de samstemmende med meget brede smil.
Jeg fik ikke spurgt ind til ordets betydning, men tror nok, at det er noget i stil med deres egen lille Benjamin.

Arbejdsaflastningsfest

Ovenpå et bundt arbejdsomme uger hos kommunikationsafdelingen i den nye storkommune inviterede Anjas chef på arbejdsaflastningfest i weekenden. Løjerne forgik i hendes eget hjem tæt på kolonihavnen. Mænd, koner, livsledsagere og andet godt folk var også inviteret. Der var dækket op med levende lys og en gedigen buffet bl.a. med hjemmerøget laks, lam og rensdyr. For Mads var højdepunktet de hjemmelavede snaps. Dem havde manden i huset stået for. Der var bl.a. snaps fra den grønlandske krydderurt kvan og en sød, liflig snaps på lavet med rype-kro. Rype-kro? Hvad hulen er det?

Ja, sådan udbrød vi også. Så forsvandt manden og kom bagefter tilbage med noget, der lignende en gennemsigtig brun bordtennisbold med hundrede år på bagen og gevaldigt beskidt inden i. Den lille bold gik på omgang ved bordet, mens danskere nærstuderede med forundrede ansigter.

Kroen er simpelthen en pung, som fuglen rype har oppe i halsen. Når det bliver vinter skifter dens dels sin brune fjerdragt ud med en kridhvid camouflagedragt og begynder at gemme et forråd i dette halskammer. Bær, skud, spirer, lav – you name it. Så går vinteren på hæld og, når rypen ikke kan finde noget at spise kan den åbenbart fra tid til anden hoste en godbid op herfra. Dertil kommer, at rypens eget kød smager ret godt. Det ved både rovfugle og lokale jægere. I tilgift kan de grønlandske jægere så samtidig få fingrene i denne rype-kro. Indholdet bliver hældt i en vodka, og der står det så at trækker i omtrent et halvt år. Slutresultatet er en flot gyldenbrun væske. Den smager overraskende sødt, men smagen er jo altså forskellig fra gang til gang alt efter, hvad rypen nu forsøgte at genne til sit vinterforråd. Skål!

Vi har fundet ud af, at om vinteren er der hver søndag båd-udflugter til nogle af de steder, hvor ryperne trasker rundt. Dem skal vi dælmene prøve at skyde. Ifølge rygterne skulle fuglen være særdeles svært at se på grund af dens fjerdragt. Om end er det også til skade for fuglen. Den er nemlig så sikker på, at den er noget nær usynlig. Så har man listet sig op på en gruppe af fuglene kan det snildt ske, at de ikke rokker sig ud af pletten i den sikre forvisning om, at de altså slet ikke er til at se.