Vores egen Nuno

Så er der endelig nyt. Beklager dybt at vi har sjoflet bloggen på det skammeligste. Der er sket en hel del siden sidst. Her kommer lidt om min (Anja) hverdag på jobbet.

Tålmodighed er ej blot en dyd. Det er en nødvendighed. Ikke mindst når man arbejder i et dobbeltsproget land og i en politisk styret organisation, der tilmed har gennemgået en omfattende organisatorisk ændring for knapt et år siden.
Min arbejdsplads hedder Kommuneqarfik Sermersooq. Det er en af de fire storkommuner, som blev dannet 1. januar i år, da Grønland lavede kommunesammenlægninger. Med sine 531.900 km2 er det verdens næststørste kommune. Det svarer nogenlunde til størrelsen af Tyskland og halvdelen af Sverige. Her bor i alt 21.000 mennesker fordelt over 13 byer og bygder. Lidt over 19.000 af bor i Nuuk.
Strukturen i Kommuneqarfik Sermersooq er ikke væsens forskellig fra enhver anden dansk kommune. Her er borgmesteren og de forskellige forvaltninger med hver deres direktør. I kommunikationsafdelingen, som står for både ekstern og intern kommunikation, er vi Káte, chef, Else, journalist, John David, tekniker, Jesper, webredaktør og jeg. Jeg føler mig utrolig godt modtaget af dem og har det som en sildepisker i vandet. (En sildepisker er en hval, som lever heroppe, og som ofte findes i hakket form i køledisken.)
Hver dag boltrer jeg mig i nye historier, mennesker og automatkaffe med langtidsholdbar mælk. Snart tager vi hul på at bruge info-boards. Det er kæmpe tv-skærme, som bringer vores nyheder og informationer direkte ud til borgerne. Skærmene skal nemlig sættes op, hvor folk færdes til daglig, f.eks. dagvarebutikkerne. En god idé, især fordi det kun er 40 procent af den grønlandske befolkning, som er koblet op på nettet hjemme.
Min hverdag er mere alsidig, end jeg forventede. Blandt andet har jeg skevet min første politiske tale, en engelsk artikel til et tysk rejsemagasin om kommunens fortræffeligheder, og hu-hej-meget-hurtigt lavet det præsentationsmateriale, som HR-afdelingen skulle bruge på en jobmesse i Danmark. I øvrigt sysler jeg med en julehistorie i otte-ti afsnit, hvor forskellige folk rundt om i kommunen bidrager med et afsnit. Sikke et juleeventyr, der venter forude.


(På foto Else, Jesper og jeg: Meget seriøs dag på kommunen ;-)

Alligevel er det ikke lutter lagkage at være på udebane. Jesper og jeg er de eneste, der kommer fra Danmark og som derfor ikke taler grønlandsk. Hver dag snakker Káte, Else og John David grønlandsk indbyrdes. Ikke for at holde mig udenfor, men ganske enkelt fordi de har et andet modersmål. Det er lettere for dem at udtrykke sig, og mere naturligt, men kan være lidt svært, når jeg nu ved, at de ved, at jeg ikke taler deres sprog. Omvendt er det nok sundt at prøve.
Måske er sprogbarrieren også lidt lettere at kapere fordi jeg ved, at mine kolleger godt kan lide mig. På trods af at jeg knap har arbejdet der i to måneder, er jeg faldet bedre til, end jeg i min vildeste fantasi havde håbet på.
De mange bekymringer omkring mikset af meget stille og indadvendte grønlændere og det danske sludrechatol, er pakket væk sammen med kufferten. Da jeg den første dag for at tage brodden af fortalte, at jeg snakkede meget, og at de derfor endelig skulle sige til, hvis de havde brug for at hvile ørene, lyste John David op.
”Det skal du ikke tænke på. Jeg snakker også meget.”
Sammen med Else har John David taget en nærmest umulig opgave på skuldrene. De har indført dagens ord, hvor de med meget lune, tålmodighed og under højlydt latter forsøger at få min tunge til at udtale de grønlandske ord korrekt. Det er langt fra nemt.
Forleden var ordet Kalak. Grønlandsk både for grisebasse, fremmed og skidegrønlænder. Med stor entusiasme sagde jeg:
”GALAK.”. Nej.
” GALÆG”, nej nej.
”GALEG.” Stadig ikke i nærheden af at være rigtigt.
På et tidspunkt giver min to trofaste læremestre fortabt, og henter Káte ind som forstærkning. Chefen kommer ind med det bredeste smil og siger påtaget strengt og med hænderne demonstrativt i siden:
”Jamen, Anja, kan du ikke høre forskel på Æ og A?”
Og nej, det kunne jeg åbenbart ikke.
Fik til sidst en lunken godkendelse. Det lykkedes mig at sige det nogenlunde korrekt ved først at tralle:
”La-la-lalala GA-LAG .”
Så er det da heldigvis godt og mere nemt at stort set alle siger” Bye” i stedet for farvel på grønlandsk. Det er da til at klare.
Dagen efter kalak-episoden fandt vi efter en hurtig rundspørge ud af, at jeg er den yngste i vores afdeling. Spontant udbrød Káte ordet; ”Nuno”.
”Vores egen Nuno”, sagde de samstemmende med meget brede smil.
Jeg fik ikke spurgt ind til ordets betydning, men tror nok, at det er noget i stil med deres egen lille Benjamin.

Arbejdsaflastningsfest

Ovenpå et bundt arbejdsomme uger hos kommunikationsafdelingen i den nye storkommune inviterede Anjas chef på arbejdsaflastningfest i weekenden. Løjerne forgik i hendes eget hjem tæt på kolonihavnen. Mænd, koner, livsledsagere og andet godt folk var også inviteret. Der var dækket op med levende lys og en gedigen buffet bl.a. med hjemmerøget laks, lam og rensdyr. For Mads var højdepunktet de hjemmelavede snaps. Dem havde manden i huset stået for. Der var bl.a. snaps fra den grønlandske krydderurt kvan og en sød, liflig snaps på lavet med rype-kro. Rype-kro? Hvad hulen er det?

Ja, sådan udbrød vi også. Så forsvandt manden og kom bagefter tilbage med noget, der lignende en gennemsigtig brun bordtennisbold med hundrede år på bagen og gevaldigt beskidt inden i. Den lille bold gik på omgang ved bordet, mens danskere nærstuderede med forundrede ansigter.

Kroen er simpelthen en pung, som fuglen rype har oppe i halsen. Når det bliver vinter skifter dens dels sin brune fjerdragt ud med en kridhvid camouflagedragt og begynder at gemme et forråd i dette halskammer. Bær, skud, spirer, lav – you name it. Så går vinteren på hæld og, når rypen ikke kan finde noget at spise kan den åbenbart fra tid til anden hoste en godbid op herfra. Dertil kommer, at rypens eget kød smager ret godt. Det ved både rovfugle og lokale jægere. I tilgift kan de grønlandske jægere så samtidig få fingrene i denne rype-kro. Indholdet bliver hældt i en vodka, og der står det så at trækker i omtrent et halvt år. Slutresultatet er en flot gyldenbrun væske. Den smager overraskende sødt, men smagen er jo altså forskellig fra gang til gang alt efter, hvad rypen nu forsøgte at genne til sit vinterforråd. Skål!

Vi har fundet ud af, at om vinteren er der hver søndag båd-udflugter til nogle af de steder, hvor ryperne trasker rundt. Dem skal vi dælmene prøve at skyde. Ifølge rygterne skulle fuglen være særdeles svært at se på grund af dens fjerdragt. Om end er det også til skade for fuglen. Den er nemlig så sikker på, at den er noget nær usynlig. Så har man listet sig op på en gruppe af fuglene kan det snildt ske, at de ikke rokker sig ud af pletten i den sikre forvisning om, at de altså slet ikke er til at se.

Area-51 og Atlantis er vand ved siden af Arktis

Ja, ja kald mig bare konspiratorisk, men det kan næppe være et tilfælde...
Jeg har hidtil plaget Anja, Jannik og adskillige andre i Nuuk, som har gidet lægge øre til min opdagelse. Min banebrydende teori. De har rystet på hovedet. Tisk, de ved ikke bedre. De frygter sandheden. De kan ikke håndtere den.

Men dét ved jeg, at I kan kære læsere. Sandheden er skam derude. Og nu vil jeg delagtige gøre jer i denne viden. En viden, som Dan Brown ville elske at få fingrene i til sin næste pseudo-videnskabelig bestseller. En viden mere sprængfarlig end indholdet af USA's militærs Area-51. En viden mere væsentlig end Atlantis' eksistens.

Jeg taler naturligvis om den geografiske placering af verdens vigtigste hovedstæder. Reykjavik, Trondheim og Nuuk.

Ser vi bort fra de fallerede banditter i krøllede habitter og en gedigen økonomisk mavepuster, er der jo ingen tvivl om, at hovedstaden på vulkanøen spiller en fordækt rolle i, når verdens terninger bliver kastet. Det er jo netop herfra, at Vølven hvert år fremsiger sine detaljerede spådomme.

Dernæst har vi Trondheim. Den var faktisk regeringsby længe før Oslo. Den er altså Norges rigtige hovedstad. Det var derfor heller ikke tilfældigt, at Adolf Hitler forelskede sig pladask i den norske metropol under anden verdenskrig. Folkebedrageren havde indset dens strategiske overlegenhed og ville, at Trondheim skulle være hovedsæde i det tredje rige.

Og slutteligt har vi så Nuuk. Lur mig om ikke byen blot sover rævesøvn. Dens helt store potentiale bliver udløst i løbet af få år. Når olielommerne ebber ud, skubbes klodens magtcentrum til Nuuk. Her pibler landets undergrund med olie og fjeldene er smækfyldte med uran, diamanter og guld. Og hvad er så fællesnævneren for disse tre boomende magtbastioner, spørger du kære læser?

Deres placering så mænd. Vores forfædre for tusinder af år siden kunne også forudsige historiens gang. Endda til trods for, at byerne befinder sig i tre vidt forskellige lande strakt over tusinder af kilometre og adskilt af to have. De blev derfor anlagt på næste præcis fugleflugtslinie:
Nuuk 64 breddegrad
Reykjavik på 64 breddegrad
Trondheim på 63(næsten 64) breddegrad.

Ja, ja næppe et tilfælde vel? I jagten på sandheden, og mens jeg burde lave andre mere fornuftige ting såsom at skrive artikler og sikre en indtjening, kontaktede jeg en række forskere for at høre deres vurdering af denne placering. Om der havde været grønne mænd på spil eller indvirkning fra langskæggede brynjebeklædte vikinger på sejlads.Enten igennem navigering og placering af byerne eller ved handelsruter, som gjorde, at netop de tre byer voksede sig store. Klimamæssige forhold i en bestemt periode, som betød, at det var særdeles gunstigt at etablere eller drive byer omkring netop denne breddegrad.

Et af svarene kom fra en anset historiker ved en dansk universitet. Navnet forbliver hemmeligt i denne omgang, men svaret lød:

”Din observation vedr. breddegraderne er for såvidt korrekt, idet der er et sammenfald. MEN - herfra bliver det småt med lighederne. Trondheim er grundlagt o. 997, Reykjavik o. 872 og Vesterbygden o. 1000, men var på daværende tidspunkt vidt forskellige bebyggelsestyper.

Trondheim var nok af højest status, mens Reykjavik-kbebyggelsen kun var én ud af mange små i Island (og først flere hundrede år senere blev en egentlig hovedstad). På samme måde var Vesterbygden på ingen måde noget, der kan kaldes for en hovedstad - det var den absolut sekundære bebyggelse i nordboernes Grønland. Hovedstæder fandtes slet ikke i Island og Grønland, man havde i stedet tingsteder. Jeg mener således ikke at man kan tale om et sammenfald af beliggenhed og funktion. Baggrunden for valget af lokalitet skal efter min mening findes andre steder, og her tror jeg du er tættere på forklaringen med overvejelser omkring terræn, ressourcer, klima og det politiske billede i samtiden.”