Vores egen Nuno

Så er der endelig nyt. Beklager dybt at vi har sjoflet bloggen på det skammeligste. Der er sket en hel del siden sidst. Her kommer lidt om min (Anja) hverdag på jobbet.

Tålmodighed er ej blot en dyd. Det er en nødvendighed. Ikke mindst når man arbejder i et dobbeltsproget land og i en politisk styret organisation, der tilmed har gennemgået en omfattende organisatorisk ændring for knapt et år siden.
Min arbejdsplads hedder Kommuneqarfik Sermersooq. Det er en af de fire storkommuner, som blev dannet 1. januar i år, da Grønland lavede kommunesammenlægninger. Med sine 531.900 km2 er det verdens næststørste kommune. Det svarer nogenlunde til størrelsen af Tyskland og halvdelen af Sverige. Her bor i alt 21.000 mennesker fordelt over 13 byer og bygder. Lidt over 19.000 af bor i Nuuk.
Strukturen i Kommuneqarfik Sermersooq er ikke væsens forskellig fra enhver anden dansk kommune. Her er borgmesteren og de forskellige forvaltninger med hver deres direktør. I kommunikationsafdelingen, som står for både ekstern og intern kommunikation, er vi Káte, chef, Else, journalist, John David, tekniker, Jesper, webredaktør og jeg. Jeg føler mig utrolig godt modtaget af dem og har det som en sildepisker i vandet. (En sildepisker er en hval, som lever heroppe, og som ofte findes i hakket form i køledisken.)
Hver dag boltrer jeg mig i nye historier, mennesker og automatkaffe med langtidsholdbar mælk. Snart tager vi hul på at bruge info-boards. Det er kæmpe tv-skærme, som bringer vores nyheder og informationer direkte ud til borgerne. Skærmene skal nemlig sættes op, hvor folk færdes til daglig, f.eks. dagvarebutikkerne. En god idé, især fordi det kun er 40 procent af den grønlandske befolkning, som er koblet op på nettet hjemme.
Min hverdag er mere alsidig, end jeg forventede. Blandt andet har jeg skevet min første politiske tale, en engelsk artikel til et tysk rejsemagasin om kommunens fortræffeligheder, og hu-hej-meget-hurtigt lavet det præsentationsmateriale, som HR-afdelingen skulle bruge på en jobmesse i Danmark. I øvrigt sysler jeg med en julehistorie i otte-ti afsnit, hvor forskellige folk rundt om i kommunen bidrager med et afsnit. Sikke et juleeventyr, der venter forude.


(På foto Else, Jesper og jeg: Meget seriøs dag på kommunen ;-)

Alligevel er det ikke lutter lagkage at være på udebane. Jesper og jeg er de eneste, der kommer fra Danmark og som derfor ikke taler grønlandsk. Hver dag snakker Káte, Else og John David grønlandsk indbyrdes. Ikke for at holde mig udenfor, men ganske enkelt fordi de har et andet modersmål. Det er lettere for dem at udtrykke sig, og mere naturligt, men kan være lidt svært, når jeg nu ved, at de ved, at jeg ikke taler deres sprog. Omvendt er det nok sundt at prøve.
Måske er sprogbarrieren også lidt lettere at kapere fordi jeg ved, at mine kolleger godt kan lide mig. På trods af at jeg knap har arbejdet der i to måneder, er jeg faldet bedre til, end jeg i min vildeste fantasi havde håbet på.
De mange bekymringer omkring mikset af meget stille og indadvendte grønlændere og det danske sludrechatol, er pakket væk sammen med kufferten. Da jeg den første dag for at tage brodden af fortalte, at jeg snakkede meget, og at de derfor endelig skulle sige til, hvis de havde brug for at hvile ørene, lyste John David op.
”Det skal du ikke tænke på. Jeg snakker også meget.”
Sammen med Else har John David taget en nærmest umulig opgave på skuldrene. De har indført dagens ord, hvor de med meget lune, tålmodighed og under højlydt latter forsøger at få min tunge til at udtale de grønlandske ord korrekt. Det er langt fra nemt.
Forleden var ordet Kalak. Grønlandsk både for grisebasse, fremmed og skidegrønlænder. Med stor entusiasme sagde jeg:
”GALAK.”. Nej.
” GALÆG”, nej nej.
”GALEG.” Stadig ikke i nærheden af at være rigtigt.
På et tidspunkt giver min to trofaste læremestre fortabt, og henter Káte ind som forstærkning. Chefen kommer ind med det bredeste smil og siger påtaget strengt og med hænderne demonstrativt i siden:
”Jamen, Anja, kan du ikke høre forskel på Æ og A?”
Og nej, det kunne jeg åbenbart ikke.
Fik til sidst en lunken godkendelse. Det lykkedes mig at sige det nogenlunde korrekt ved først at tralle:
”La-la-lalala GA-LAG .”
Så er det da heldigvis godt og mere nemt at stort set alle siger” Bye” i stedet for farvel på grønlandsk. Det er da til at klare.
Dagen efter kalak-episoden fandt vi efter en hurtig rundspørge ud af, at jeg er den yngste i vores afdeling. Spontant udbrød Káte ordet; ”Nuno”.
”Vores egen Nuno”, sagde de samstemmende med meget brede smil.
Jeg fik ikke spurgt ind til ordets betydning, men tror nok, at det er noget i stil med deres egen lille Benjamin.