Fra 18.november til 18.november havde jeg fornøjelsen af at være vikar på Grønlands ældste avis Atuagagdliutit/Grønlandsposten. Årsagen var dog en anelse trist.
Behovet for vikariatet var på grund af besparelser og en fyringsrunde. De bunder, så vidt jeg kan forstå, i faldende annoncer. Mange af disse plejer at være jobannoncer, men nu mener annoncørerne i stigende grad, at de får flere jobkandidater, hvis de indrykker annoncerne i danske medier.
Finanskrisen er også begyndt at skylle ind over landet med generelt færre indtægter. Dertil kommer, at politikerne har valgt, at landets to aviser i højere grad skal klare sig uden støtte.
Det er noget af en mavepuster pga. meget af den støtte går til at bringe selve aviserne ud til alle landets hjørner. Og det jo altså en særegn situation. Sammenlignet med danske aviser er oplaget ikke så stort. Der er trods alt 55.000 grønlændere i alt. Problemet er så blot i forbindelse med udbringningen, at aviserne skal fordeles på område langt større end både Storbritannien, Frankrig og Tyskland – tilsammen!
Hertil kommer en ekstra udgift helt unik for dette sted i verden. Ligesom alt andet er avisen dobbeltsproget. Det betyder, at på hver side optræder en artikel både på grønlandsk og dansk. Dette krav er så igen en ekstra tyngende udgift i form af tolke. (Og en udfordring for de dansksprogede journalister. Man skulle huske på at lave ekstra korte og præcise overskrifter. De grønlandske ord er nemlig generelt længere end de danske. Dertil kommer, at der vist er tre gange flere ord på dansk end Grønland, som kan bruges til at kombinere med).
Men når det så er sagt, var det en udbytterig og fænomenal oplevelse at være vikar.
De grønlandske kolleger var enormt søde og imødekommende. Der gik højest ti minutter imellem at nogle af dem havde sagt noget sjovt, hvorefter et latterbrøl spredte sig ud over tasten og klikken fra mus og keyboards.
Det var også berusende at være med til bestemme forsidebaskeren på en hel avis, komponere den og ikke mindst skrive nyheder og reportager fra verdens største ø.
Min første dag begyndte ellers alt andet end fremragende. Jeg fik en klud og rensevæske i hånden med en besked om at spritte tastaturet af. Ham, som havde siddet på pladsen i går, havde meldt sig syg. Nogle dage tidligere, var de første tilfælde af svineinfluenza konstateret i Grønland. 20 minutter senere bukkede Apple-tastaturet under. Svine-influenza? Næ. Jeg havde hældt for meget rensevæske i det...
De første uger var tillige ren og skær overlevelse. Jeg opdagede, at jeg måtte dække over, at jeg næsten intet vidste om grundlæggende grønlandske samfundsforhold. Uheldigvis blev jeg sat til at dække landets første selvstændige finanslov. Det var vist en lige så jomfruelig oplevelse for mig som politikerne. I begge tilfælde synes jeg, at indsatsen efter en del strabadser og krumspring endte med at være redelig og klart godkendt. I hvert fald afbalanceret.
Ellers drejede det sig om de små og sensationelle sager. F.eks. Julie Berthelsens familie, som har åbnet en butik, hvor dronningen af polar-pop sælger ud af sin garderobe.
Eller opdagelsen af, at 30 nar- og hvidhvaler var i færd med at drukne i Nordgrønland. De havde simpelthen ikke havde nået ud i havet, før fjorden isede til. Så kæmper de alle sammen om luft fra det samme stadigt mindre åndehul. For at deres kroppe, kød og tænder slutteligt ikke skal gå til spilde på havbunden, må folk fange alle de hvaler, de magter. I sådan et tilfælde er al snak om bæredygtige kvoter sat ud af spil. Det ser særdeles blodigt ud, men er jo naturligt nok. Hele byen fester, som kunne der ikke være sket noget bedre. Narhvalerne er i øvrigt nogle af de mest særprægede pattedyr. De mandlige eksemplarer af dem har ved næsen et meterlangt lige horn. Det er kridthvidt og stikker ud i luften. Dets formål aner forskerne stadig ikke hvad er til. I forgangs tid var sådanne horn ekstremt eftertragtede blandt det europæiske hof til udsmykning, og man mener, at det er narhvalernes horn, der har givet næring til myten om enhjørninger.
Det blev også til historien, som kolporterede en stort opsat dansk magasinartikel, der ellers havde nået at gå hele verden rundt. Historien berettede om, at isbjørnene skrumper, fordi de får mindre at spise, og fordi alle de gifte og forurening, som vindene driver fra USA, Kina og Europa ender oppe i Grønland, hvor isbjørnene er et af de mest sårbare dyr. Da jeg kontaktede en grønlandsk isbjørne-ekspert om kommentar til artiklen, der var baseret på en dansk forskningsrapport, udbrød han dog:
”Vås. Den undersøgelse kan man ikke bruge til noget som helst!”.
De danske forskere eller også er det journalister havde begået en bommert. Belægget for at isbjørnene skulle være blevet mindre var en samling isbjørnekranier i over 50 år. Her kunne man konstatere, at kranierne blev mindre og mindre år for år. Men ifølge den grønlandske isbjørne-ekspert viser det ikke noget. De store isbjørnekranier stammede nemlig fra trofædyr. Dvs. de allerstørste eksemplarer af isbjørne. De nye eksemplarer af isbjørne-kranier, som altså er mindre stammer fra helt tilfældige isbjørne. Fordi de ikke er pragteksemplarer er de automatisk mindre og deres kranier ligeså. Derfor kunne man altså ikke udlede noget af undersøgelsen. Det skrev jeg så til AG/Grønlandsposten. Desværre havde den falske danske artikel allerede nået at gå hele verden rundt bl.a. hos CNN.
En anden dag sad jeg koncentreret og tastede igennem dagens sidste artikel. Det var kun mig, tolken og chefen, som var på arbejde. Så blev jeg prikket på skulderen. En gammel mand med rundt ansigt, briller, gråt hår og samme farve habit trængte sig på. Han rakte hånden frem.
”Dav, Jørgen Ejbøl”.
Jeg var lige ved at skrige og springe op i loftet fra kontorstolen. Jørgen Ejbøl er en af de mest magtfulde pressefolk i Danmark. Hvis ikke den mest magtfulde. Bl.a. tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten og nu bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus. Det vidste sig åbenbart, at avisgeneralen tillige sidder i bestyrelsen for de grønlandske aviser og lige var en smuttur i Nuuk.
”Nå, er du så oppe for at forandre det grønlandske medielandskab?”, spurgte jeg.
”Næ, det klarer det jo fint selv.”, replicerede han med et glimt i øjet.
Han virkede egentlig meget lun, Ejbøl. Han øjnende så en ny digtsamling af Naja Marie Aidt, der flød i anmelderbøger-bunken. Han blev ellevild og sagde, at den måtte han lige læse. Så sad han der i ti minutter for sig selv. Spøjst.
Kontorlandskabet var også en oplevelse i sig selv. Det lå på fjerde etage i Nuuks næst højeste bygning. Og så var ellers panorama-vinduer ud til hele hovedstadens mylder af liv. Uomtvisteligt klodens mest betagende og flotte en arbejdsplads i hele verden. Det er jeg ikke fuldt overbevist om.
I det fjerne kunne man måbe over, hvordan alle fjelde og i særdeleshed byens vartegn Sermitsiaq skiftede kulør i løbet af dagen. Omtrent klokken 15 havde arbejdet det også med at gå i stå i nogle minutter. Så stimlede folk mere eller mindre ubevidst sammen for at glane på solen, der blærede sig med et nyt festfyrværki hver dag, før den forsvandt ned i Davisstrædet. Om sommeren søger legesyge vågehvaler angiveligt ind til kysten. Helt op til 15 meter fra land. Deres plasken og blåst kan man se indkassere fribillet til dagen lang.
Inden for var luften ekstrem tør sikkert på grund af alle de elektroniske remedier. For afhjælpe den derfor ekstra store risiko for statistiske elektricitet har man så en ekstra maskine til det formål. En anti-statistisk-elektricitets-maskine. Jeg troede i begyndelsen, at det var en gammel cd-afspiller fra 1980´erne, som ikke virkede længere og nogen havde glemt på gulvet. En klodset aflang sag i hvidt og blåt.
Men den virkede skam. Det mærkede man i hvert fald, når man glemte at tænde for den. Resultatet var, at havde man rejst fra sit skrivebord, fik man stød, når man atter rørte tasterne. Så højt, at man ikke undgå at give et spædt skrig.
Opslag
