Nøddeknækkeren knækker

I fraværet fra vores kære familier havde vi alskens gode intentioner juleaften. De skulle holde afsavnet på afstand. Vi skulle give et nap med hos de de hjemløses juleaften på en lokale skole. Derefter opleve enten en grønlandsk eller dansk julegudstjeneste i den rustikke og atmosfære fyldte trækirke nær kolonihavnen.


Men nær frokost var det som, om kræfterne ebbede ud. Julefreden tog et for stort greb i vores kroppe. Vi havnede på sofaen. Her åd vi nødder. Eller det vil sige gjorde. Pludselig knækkede nøddeknækkeren.

Næste punkt for i det mindste at opretholde blot en illusion af traditionel jul i mangel på bedre blev så Disneys Juleprogram. Klokken 14 gik det på med grønlandsk tale. Klokken 16 var det så med en dansktalende Fedtmule og kompagni. Men suk. Ak. Lige da Anders And stod på toppen af højdedraget med sin kælk, klokkeformede pelsjakke, arrige ansigt og skulle til at torpedere Rip, Rap og Rups nænsomt byggede snemand, faldt vi simpelthen begge i søvn.

Vi vågnede til aftensmad. Eller det vil sige aftensmad, som skulle tilberedes. En rigtig juleand havde været hensigten, men den var komplet udsolgt. I stedet blev den til en forarbejdet en af slagsen pakket godt og grundigt ind i en stanniol-bakke. Den løsning viste sig omvendt at fungere upåklageligt. Til forret mættede vi os i dadler og svesker svøbt ind i bacon.

”Dunk...Duunk....Duunk”, lød det omkring klokken otte.

Vi havde lige tygget af munden.

”Duunk...Duunk...Duunk”. Lød det igen. Vi lokaliserede bankelydende til at komme fra entréen. Anja kunne høre nogen børnestemmer. Vi åbnede tøvende op.

Så begyndte en flerstemmig julesang at brede sig ind i vores stue. Fra tre grønlandske drenge og to lidt ældre piger. Der stod vi så og blev helt beflippede, pinlige og meget mere flove end dem. Det er vist en grønlandsk tradition, som vi havde hørt lidt om. Vi styrtede ind i huset. En kom til at løbe ind i stuen. Den anden i køkkenet. Resultatet var, at vi begge helt forfjamskede kom ud med favnen smækfuld af alt vores juleguf. Vingummier, chokolade, lakrids, skumgummi. Børnene var velopdragne. De snuppede kun en enkelt af hvert.

Overraskende nok havde vi dernæst slet ikke lyst til vores isdessert. Vi besluttede os for at traske en tur for at oparbejde en mulig appetit. Benene tog rundt i de nærliggende kvarter. Mange folk flagede løs. Både grønlandske og danske flag kippede. Nogle havde lavet lysudsmykninger ved hoveddøren selv. Simpelthen blot taget en spand med vand, frosset den til is og dernæst stillet et sterinlys i et hulrum.

Alle vi mødte på vejen hilste straks ”God jul” og smilede stort. Et orangeskær oplyste hele Nuuk. Det stammede fra de tusinder af orange julehjerter, som grønlænderne hænger i vinduerne. Sådan et har vi også indkøbt. Ellers er man Jehovas Vidne, siger rygterne. Sådan har vi hver især hørt nogen berette, men det var vist bare en røver. Tror vi. Vi er i hvert fald ikke blevet Jehovas siden sidst.



Benene tog os forbi kirkegården ned til havet. Enkelte grønlændere var også på vej derned eller havde lige forladt mindestedet med over 30 rækker af hvide trækors.

”For at stille lys og mindes vor kære,” betroede en kvinde til os, før hun skyndte sig ind i stationcaren med sønnike, der mest lignende en, der hellere ville lege videre med eller åbne julegaven.

Der var fuldmåne og kirkegården så imponerende ud, som gravene var badet i et lyshav med grønne, røde og gule blafrende stearinlys. Vi forsøgte at indfange stemningen med lange lukkertider på kammeraet, indtil nattefrosten bed for meget i fingerspidserne, og vi begav os hjemad igen.



Næste dag stod den på storproduktion af havegrynskugler. Som jomfruelige havegrynskuglemagerne fulgte vi en opskrift fra nettet. En hel pakke smør skulle der i den opskrift. Vi behøver næsten ikke at sige, at næste dag, var der blot levned fire bitte kugler.