Det sorte syn

Så blev det pludselig december. Tid til eventyr, kalenderlys og pebernødder. Her er første afsnit af kommunens julestafet.

1.december

- December, december - det’ endelig december, trallede Nunni. Han trippede fornøjet gennem den hårde sne på vej ned mod Den Store Postkasse i Nuuk, som i daglig nissetale bare blev kaldt 2412.
- Da-da-da, tra-la-la - hvor er det bare en dejlig dag.
- Tra-la-la, ba- da-da - så er det rigtig nissetid.
Nunni nynnede videre på sin hjemmelavede sang, mens han nærmest løb op af den store trappe.
En-to-tre-fire-fem... Hele vejen op ad de 77 trin. Aldrig havde de mange trin føltes så få. Snart ville han være fremme.
Han kunne mærkede, at det kildrede i maven og kom til at lave et lille chassé af bar begejstring. Heldigvis var der vist ingen, der lod mærke til det. De andre, som var på vej op af bakken ved Passet så hverken til højre eller venstre.
Hvor ser det fjollet ud, når de med et stift blik kigger lige frem. Men de har vel travlt, tænkte Nunni, og fortsatte sin færd mod 2412. Fra den store vej tog han smutvejen gennem blokkene, ned forbi Rådhuset, og jo, hvorfor ikke. Han kunne da lige så godt stikke nissehuen indenfor, og sige goddag til sin kusine Kiiki?
- God-cember, udbrød Nunni opstemt, som han altid gjorde, når det var december. Det var hans egen sammenblanding af ord. Det var måske lidt fjollet, men sådan noget lettede altid gevaldigt på stemningen. Han forventede at få samme svar retur, men ikke et ord kom over Kiiki’s læber.
- Hvorfor siger du ikke noget?
Nunni kiggede nærmere på Kiiki. Hun lignede en, der havde bagt for mange kager. Hun var helt hvid i hovedet, og så helt forkert ud.
- Har du ikke hørt det? Spurgte Kiiki.
- Hørt hvad?
- Der er sket det forfærdeligste-forfærdelige, svarede hun.
Nunni åbnede øjnene helt op og stillede sig på tåspidserne af træskoene, forberedt på at høre det væmmelige.
- Hvad er det? Så sig det dog, din drama-nisse, udbrød han.
- Det er julemanden. Han er ramt af det sorte syn, hviskede hun næppe hørligt.
Det svimlede for Nunni og han svajede frem og tilbage, som havde han fået for meget nissebryg.
- NEJ, råbte han.
-Det må ikke være sandt. Så bliver det jo aldrig mere jul.
Kiiki nikkede meget meget langsomt, mens tårerne trillede ned af hendes runde kinder.
- Aldrig mere jul, gentog hun.
Nunni kneb sig i armene og snurrede tre gange rundt om sig selv. Måske var det bare en ond drøm, tænkte han. Men da han stod stille igen, var intet forandret. Han stod præcist samme sted og Kiiki græd stadig.
Så vendte Nunni sig resolut og løb ud af døren. Fra Rådhuset sprintede han gennem de sneklædte gader hele vejen ned til 2412.
Nej-nej-nej-nej-nej, mumlede han sammenbidt, mens han løb. I hans hoved hvirvlede tusinde tanker rundt mellem hinanden uden hoved og hale, som ønskesedler uden afsender.
Nunni hev efter vejret, da han stod ved Den Store Postkasse. Han kiggede sig hurtigt over skulderen for at se, om der var nogen andre i nærheden. Det var der ikke. Med fumlende fingre fulgte han så kanten rundt på postkassen, indtil han fandt det hemmelige sted. Han trykkede, og som var det ud af ingenting, kom en lille skærm frem. Nunni trykkede sin personlige kode, der fik postkassen til at åbne lågen. Han tog hurtigt et trin indenfor og Postkassen lukkede igen. Nunni var nu inde i Nisseland. Her løb et virvar af underjordiske gange. Det hele var meget gammelt, og bygget ind i fjeldet. Her havde han gået på Nisseakademiet. Og det var alle nissers samlingssted, for her var også en top hemmelig gang, som gik direkte til Julemandens bolig.
Nunni gik så hurtigt han kunne gennem gangene, indtil han stod foran Julemandens kontor. Døren stod på klem og uden at tænke sig om, gik Nunni ind.
Gisp!
Nunni stivnede. Han måtte tvinge sig selv til ikke at vende om og løbe væk igen. Aldrig i sit liv havde han oplevet noget så skræmmende. Julemanden var ikke længere i sin røde dragt. I stedet var han nu i gråt tøj. Han var grå i ansigtet, de normalt klare og lyse øjne var helt grå og selv skægget så mere gråt ud end normalt. Julemanden lignede et sort/hvid foto i en farve-verden.
- Det er det sorte syn, der har ramt mig, sagde Julemanden med en underlig tør stemme.
- Men hvad er der dog sket, fik Nunni fremstammet.
- Jeg ved det ikke, sagde Julemanden.
-Jamen, hvordan-hvordan-hvordan kurerer vi dig? Stammede Nunni videre.
Julemanden kiggede sørgmodig på Nunni og sagde:
- Der er vist intet at gøre. Det er slut. Det bliver aldrig nogensinde jul igen.
- Det kan da ikke … prøvede Nunni, men Julemanden afbrød ham.
- Stik nu af med dig. Jeg vil gerne have fred.
Med slæbende skridt gik Nuuni ud af kontoret. Mens han gik begyndte alting at ændre sig rundt om ham.
Overalt kunne han fornemme hvordan farverne langsomt begyndte at falme.
Nunni rystede på hovedet for at prøve at forstå det hele. Man kunne da ikke bare sådan give op, tænkte han, og udbrød pludseligt, opildnet af sine egne tanker:
- Det skal ved den søde julegrød blive løgn. Jeg må gøre noget...


Behøver jeg sige, at jeg hver dag går op af en trappe med 77 trin?