Vågn op, Kaptajn Kaber

Zzzzz. Klokken er fem om morgenen, og det er fredag. Anja sover. Det gør resten af Nuuk vist osse. Jeg skal skrive en artikel om computerspillets historie til en dansk avis og interviewe it-legenden Peter Ole Frederiksen. Sideløbende med hans arbejde for IBM i 1980´erne opfandt han Danmarks første succesrige computerspil. Det bredte sig som en steppebrand og blev kopieret fra diskette til diskette.

Peter Ole Frederiksen modtog sågar takkebreve og donationer fra kommunalt ansatte, som henrykte over hans påfund gjorde arbejdsdagen foran skærmen meget mere fornøjelig. Computerspillet, han opfandt, hed i øvrigt Kaptajn Kaber. I det styrede man en pirat i Kattegat som både skal udkæmpe drabelige søslag og etablere handelsruter. Du kan spille det gratis her.
Alt det ville Peter Ole Freedriksen gerne fortælle mere om. Desværre havde han kun mulighed for et tlf.interview kl.9. Og da Nuuk jo er fire timer bagefter, er der altså ikke andet for end at krænge korpus frygteligt tidligt ud af fjerene. Heldigvis er de fleste kilder forstående og kan oftest rykke interviewtidspunktet. Som regel kan jeg så slumre længere end Anja og modtage skulende øjne, når hun skutter ud i kulden på vej til arbejdet i kommunen.

Forhåbentlig kommer jeg dog også til at skrive mere fra og om Grønland. Så vidt, jeg kan forstå, er vi vist blot to freelancejournalister heroppe, og det er trods alt verdens største ø. Alene fra nord til syd svarer afstanden til strækningen mellem København og Tunis. Der burde være nok af historier at tage fat på, og jeg er fortrøstningsfuld.

Den anden freelancejournalist hedder i øvrigt Asger. Han er dansker og har ligeledes en journalist-kæreste, som også er fastansat – ja, hvad er der dog med os medfølgende hustrumænd? Han virker mægtig flink, og vi har allerede besøgt deres hjem for at råbe og skrige mod svensken i et VM-kval opgør. Han diskede op med Ceres-pilsnere ,og dét er jo en gestus med værdi i disse afgiftsbelagte egne af verden. I øvrigt risikerer vi dog at blive flere freelancere. Det kan blive en konsekvens af, at de grønlandske medier er truet på levebrødet, fordi politikerne barsler med at fjerne noget af støtten. Muligvis mere om det senere.

Sprut og sport i stride strømme

Fredag fyraften. Vi har netop lagt os til rette i den røde sofa med et tæppe over os, en slikskål foran og i mangel af bedre vist nok ”Krybskytterne fra Næsbygård” på den nationale tv-kanal. Mobilen ringer. Det er Jannik.

”Hej, vi står lige og mangler to til volleyball, ellers må vi trække et af holdene ud af turneringen. Kan I ikke komme forbi om 10 minutter?”.

Om det var Morten Korchs skyld, medlidenhed eller almen nysgerrighed ved vi ikke, men et kvarter senere befandt vi os i Godthåbshallen. En anelse omtumlede og iført blåhvide skinnende holdtrøjer fra Janniks arbejdsplads, KNR. Det er Grønlands pendant til DR. Og så var det ellers med at kæmpe på livet løs i firmaturneringen. Vores bange anelser blev dog bekræftet straks.

De danske medier flyder desværre altid over med historier om grønlændere og alkohol. Den ensidige og sommetider forkerte proportionering bliver på bekostning af andre omstændigheder. Såsom at der altså er et eller andet med grønlændere og sport. De er faktisk generelt ret skrappe. At der så ydermere var enkelte to meter høje landsholdspillere på de andre firmahold, gjorde ikke sagen bedre. Også ganske almindelige kontorfunktionærdødelige kunne man observere lave smash og opsamlingsøvelser to og to sammen. De opvarmningsøvelser med bolden kunne de snildt holde i gang i cirka 30 sekunder ad gagnen. Stående uden net og med tre meters afstand til hinanden!

I fredagsturneringen var vi bl.a. oppe imod AirGreenland. De havde en pige omkring 160 meter lav. Den ringe højde afholdt hende dog ikke fra at udse sig Anja som målskive. Stående på baglinien fyrede hun en knaldhård overhåndsserv af sted. Med millimeter præcision ramte den midten af vor banehalvdel fem gang i træk. Med danske volleyball-novicer på holdet, er det overflødigt at sige, at vi ikke vandt et eneste sæt. Men alt i alt; skæggere end en aften i selskab med Morten Korch og Dirch Passer var det nu.

Nogle uger forinden deltog Nuuk også i et svømmestævne sammen med Danmarks svømmehaller. En hel søndag var afsat til at se i hvilken svømmehal, der blev tilbagelagt fleste kilometre i bassinet. Set med Nuuks øjne var der dog en ulempe i form af tidsforskellen, da den gav de danske svømmere mere tid til at crawle i. Ikke desto mindre kom Nuuk ind på en fornem 13.plads. Enkelte af de grønlandske svømmere nåede over de ti kilometre. Anja fik diplom for 1,5 kilometer og tiltuskede sig en ekstra præmie i form af en pose grønlandsk kaffe.

Vi har også kigget forbi den lokale løbeklub. Med et bakket og kuperet landskab stort set helt uden danske pandekagestrækninger er det en komplet anderledes løbeoplevelse. Og givetvis særdeles god motion for lægge og lårmuskler. Ved træningspasset var Grønlands bedste løber gennem tiderne der dog desværre ikke. Han hedder Kim Godtfredsen, er vist omkring 40 år og selv om, at Nuuk ikke byder på ligeså varierende ruter, som andre steder i verden, opnåede han ret vilde resultater i sin storhedstid. Til verdens største maraton i New York kom han, hvis vi ikke vi husker forkert, ind på en tredje plads!

Mads er også begyndt at gå til badminton i den lokale klub, hvor der er træning tre gange om ugen. De unge viser lovende takter. Med mere træning vil de sagtens kunne krydse ketchere med nogle af de største badmintonnationer i Europa.

Mit kongerige for en neglesaks

Dagens store begivenhed: Vores containere med al habengut samt proviant, der i den foregående uge har vugget tværs over Atlanten, er endelig ankommet.

Kl.13.00 ringer et grønlandsk flyttefirma og siger, de flår låsene op. 2 x 7 minutter sammenlagt med af- og pålæsning med hjælp fra fem rappe grønlandske flyttegutter er vi vor hjem 28 brune flyttekasser rigere.

Åbningen af indholdet er samtidig en lektie. I hvor få ting vi egentlig har savnet, og at man sagtens kan klare sig foruden mange ting. Men også i hvor meget man kan savne få ting djævelsk meget. Især to.


Mads har jamret og klaget over i en uge at have været foruden en negleklipper. Den skulle have været med i rygsækken og havnede nu altså i containeren i stedet. For nærig til at købe en ekstra negleklipper, har han altså måtte udstå pinslerne. Begge har vi indset, hvorfor det var, at krydderier igennem verdenshistorien har været en af de mest eftertragtede handelsvarer og ligefrem udløst krige. Med kun salt og peber i huset indtil i dag har f.eks. spaghetti bolognese bare smagt fadt og virket helt gråt og kedeligt. Nu er krydderihylden heldigvis atter spækket med kradsbørstige, liflige og opkvikkende dufte.

Indholdet af flyttekasserne røber samtidig, hvor uvidende vi har været om Grønland. Med halv- eller hel vegetariske tendenser havde vi jo frygtet madudbuddet heroppe. Eller snarere manglen på selvsamme. Mindst seks af kasserne har været læsset med brune ris, kidneybønner, grov pasta, øko. flåede tomater, tang, røde linser, sushi-ris, wasibi, brune bønner, flækærter, græskarkerner, butter beans, hørfrø, tahini m.m. Rigeligt med kulhydrater og protein til at brødføde en Sirius-patrulje inkl. slædehundes ekspedition over indlandsisen. Og i det store hele ganske unødvendigt og overflødigt.

Takket være den moderne logistiks lyksaligheder har Brugsen og den lokale discountkæde Pisiffik de komplet samme varer på hylderne som i Danmark.


Priserne er naturligvis en del anderledes. Det skyldes dels afgifter på alkohol og sukker for at fremme folkesundheden (diabetes og hjertekarsygdomme stiger hastigt i Grønland, fordi de kvitter den traditionelle kost til fordel for eller rettere ulempe for den vestlige spisevis), dels udgifter forbundet med letfordærvelige varer. Et stykke flyfrisk Iceberg salat koster derfor 30 kr. En mars-bar 11 kr. Eller en 33. Cl pilsner 16,25 kr. plus pant.

Afgiftsmagerne har dog mærkværdigvis nok overset en varegruppe, så vidt vi kan se. Nemlig skildpadde-is, chokomarcipan, guldkaramel og is i alle andre afskygninger. Der er tre Magmum-is for 15 kroner. Mums!

360 graders havudsigt

I bydelen Nuussuaq residerer vi nu i en treværelses lejlighed med karrygule døre, fem senge og masser af varme. Der er tv – foreløbigt uden antennekabel. På minianlægget fanger man kun NuukFM. Til gengæld er radiobingo lige så populært heroppe som fodboldlandskampe derhjemme.


Beliggende på et af byens højeste punkter er her udsigt til vand fra alle vinduer og fjeld i baghaven. Fra de nordlige fjorde driver isflager ned ad – og fra stuen kan vi skimte byens vartegn, Semitsiaq, samt fjeldet med øde skilifte og sne på tinde. Glæder os til sneen er faldet, så vi kan se en kakofoni af farverige snetumlinger og -dragter zig-zagge ned ad bjerget hele dagen.

Næææh..en normal hval

Når du læser dette har, har bogstaverne sust gennem et søkabel 4.600 km tværs over Atlanten og ind din dagligstue. Kablet administreret af TeleGreenland muliggør internettrafik rasende hurtigere end via satellit. Der er dog én hage.

I Danmark har vi flatrate på internettet. Det betyder ubegrænset surfing. Helt fri for bekymringer om, hvor mange bits og bytes computeren labber i sig, når vi besøger hjemmesider, chatter, ser film etc. I Grønland er ens internetopkobling forbrugsbestemt – altså akkurat ligesom el, vand eller varmeregningen.

Opflasket med flatrate-net i Danmark har vi aldrig nogensinde skelet til, hvor stort et internetforbrug man egentlig har. Så uden nogen reel fornemmelse af dette har vi derfor haft et hyr med at finde ud af, hvilken internetopkobling der var den rette hos os. Priserne går fra 75 kr. til 900 alt efter ens forventede forbrug. Vores valg faldt på en løsning nogenlunde midt imellem. Så var det ellers bare at vente på, vi atter kunne komme på the world wide web.

I bagklogskabens fandt vi dagen efter ud af, at Premium-pakken, den allerdyreste opkobling dog muligvis er den billigste for os i det lange løb. Derfor måtte vi forsøge at bønfalde TeleGreenland om at ændre vor internetopkobling. Helst før den trådte i kraft. Det koster nemlig 300 kr. at ændre typen af ens opkobling.

Mens Anja knoklede med kommunikationen i verdens geografisk næststørste kommune, aflagde jeg TeleGreenlands butik en visit. Den flinke tele-medarbejder studser over forespørgslen, men erklærer at hun nok skal forsøge. Indgrebet kræver lige nogle opkald til teknikerne.

”Det kommer nok til at tage 20 minutters tid. Kan du ikke gå en tur i det gode vejr og komme igen?”, foreslår hun smilende.

Bzzzr. Det er kun en minus grad og, solen står højt på en højtryksklar formiddagshimmel, men netop i dag spiller vinden med musklerne. Kulden føles pludselig ekstra skarp. Mest af alt har jeg lyst til at plumpe ned i TeleGreenlands bløde lædersofa-arrangement og forsvinde ned i en medbragte bog. Om end det givetvis vil virke en kende provokerende, og servicen har jo hidtil været upåklagelig. Så ud igen og slentre planløst rundt.

Fødderne hiver mig væk fra hovedgaden. Op ad en stigning. Der lyder højtlydt snak, skrål og skrig. Et dusin pangfarvede flyverdragter størrelse xx-smal vralter forbi sammen med deres pædagoger. Forbi en grusbane ved siden af en skole. Der er frikvarter. Drengene farer rundt efter en fodbold. Pigerne klumper sig sammen i en fnisende rundkreds med mobiltelefoner som omdrejningspunkt. De er stort set alle sammen iklædt sneakers, jeans og hip-hop-hættetrøjer trods minusgraderne.

Videre forbi firkantede boligkomplekser. Forbi en filial af discountkæden Pisifik. Den er nærmest bygget ind i foden af et klippefremspring og en skråning. Videre op ad skråningen, der er mos- og lavbeklædt og har lommer, riller og fordybninger med indespærret vand, der er begyndt at fryse til is. På toppen af skråningen med ryggen til byen og discountbutikken som nærmeste nabo har nogen klasket en masse sten sammen. De danner en trekant. Et mindesmærke. For Dronning Margrethes besøg i 1978, fortæller en guldtavle.

Udsigten over Godthåbsfjorden er lækker. Spæde isflager driver rundt i det dybblå ocean. Horisonten strækker sig, så langt øjet rækker. Tilsyneladende mennesketomme øer og fjorde i nord og vest lokker til eventyr. En enlig hvid speedbåd hopper hen over vandskorpen. Vist nok på vej i havn. Og så lige pludselig, idet speedbåden sagtner farten. Til højre for den. Noget bølger i vandspejlet. Vist nok noget bugtende stort. En hval? Eller er det bare gas eller røg fra båden? Det er trods alt omtrent 400 meter væk.

Nej, noget stort og sort bugter sig sgu´ i vandet.

En vandsøjle spyr op. En hidsig fontæne fra 50 vandpistoler klemt i bund på samme tid. Skuet varer under sølle tre sekunder. Så er både vand og dyr røget ned igen. Pist væk. Måske var det mit første glimt af et af de op til 80 tons tunge pattedyr.


(Foto: Tilfældigt flickr-creative commons fundet på nettet. Spørg mig ikke, hvilken hval det er)

Over syv forskellige hvaler skulle skvulpe rundt i farvandet heroppe. Nogle af dem er vist legesyge og kommer tæt på både og land især om sommeren. Med hjælp af plakater som hænger i mange folks sydvendte udestuer, på Sømandshjemmet, hos Politiet og i lokalerne hos Selvstyret kan man forvisse sig om hvilken hval, man har spottet. Dels ved at identificere faconen og farvemønstret på dens finne, dels størrelsen og formen af dens blåst, dvs. udånding lige over vandspejlet. Alt det skal man altså nå at observere fluks på få sekunder. Respekt! Hvis det er en bedrift, som den almindelige grønlænder magter, er jeg duperet. Det minder mig dog samtidig om en episode på Anjas arbejde forleden.

Til frokost serverede de blandt andet hvalgryde. Anja veg ikke overraskende uden om med syvmileskridt. En af hendes kollegaer fra Danmark var nygerrig og øsede i stedet op. Nysgerrig over retten spurgte han naturligvis, om hvilken hval der var tale om.

”Normal hval,” lød det kortfattede svar.

Et rensdyr, tak!?

Få dage før, vi landede i Grønlands hovedstad, var Jannik ankommet. Ham lærte vi at kende fra tiden hos Nordjyske Medier, og han er just begyndt at arbejde som journalist på Grønlands radioavis, KNR.

Allerede i sin første weekend var Jannik af en dansktalende kollega blevet inviteret med på rensdyrjagt. Karrosseriet til julemandens slæde vandrede angiveligt rundt i flokkevis på Præstefjordens nedre skråninger to timers sejlads fra Nuuk. De burde være lige til at pløkke, men mandskabet vendte tomhændede hjem. Eneste spor efter rensdyrene havde været deres lune lorte. Efterladenskaberne havde jægerne forgæves forsøgt at anvende som pejlemærker.

Inspireret af de forgæves strabadser besluttede vi sammen med Jannik, at vi da burde tage og fange noget rensdyrkød til aftensmaden i de lokale supermarkeder. De har det både hakket og i fileter. Et spændende alternativ kunne dog være at hitte kødet på Brættet. Det er Nuuks friluftsmarked i kolonihavnen. Her falbyder de lokale fangere og fiskere dagens fangst. Noget af et skue og en hel speciel stemning, skulle det vise sig.

På brættet bliver sæler sprættet op. På bordene ligger der kolossale havkatte, rødfisk med manga-agtig store øjne på stilke og alskens andet for mig (Mads) uidentificerbart havguf. Fiskene ligner mest af alt skabninger, Jacques Cousteau lige har opdaget på de mørkeste dybder. Ben, store kødklumper og lunser ligger ved siden af. Jeg øjner en venligtudseende fanger i en blå Thule-termodragt.

”Er det der rensdyr?,” siger jeg og peger på et stykke både sort og rødt, men mørt udseende stykke.

Intet svar. Fangeren fortrækker ikke en mine. To sekunder går. Fire sekunder går. Stadig ingen reaktion.

”Altså det her er det fra et rensdyr?,” forsøger jeg atter.

Intet svar. Ingen ord. Endsige andre ansigtstræk. Tiden hakker. Begynder at panikke en smule. Overvejer om jeg har stillet Grønlands dummeste spørgsmål. Måske står jeg simpelthen stadig i fiskeafdelingen og forsøger at hitte noget vildt.
Af uransagelige årsager havde jeg, inden jeg gik ud af døren, kastet et blik i guidebogens parlør. Normalt drønelendig til at huske endsige skelne imellem blot få nye fremmedord, kunne jeg alligevel af en eller anden årsag huske ordet for rensdyr på grønlandsk.

”Tuttu,” siger jeg.

Fangeren liver op.

”Tuttu!,” prøver jeg igen. Nu med trykket lagt på de sidste bogstaver.

”Dudduuk,” udbryder han vist.

”Dutdok,” prøver jeg.

Min udtale er skrupforkert, og jeg kan slet ikke efterligne hans tryk. Men han smiler. Og så griner han let! Og nikker i retning af kødet. Griber fat i flere forskellige stumper, vender og drejer dem alle sammen til ære for mig. Åbner nogle af kødflapperne, så jeg kan se, hvad der er bedst. Uden af stand til at kunne skelne stykkerne fra hinanden, peger jeg med bestemt kendermine på et af dem. Han pakker det ind, og på en eller anden magisk, mystisk facon får vi forhandlet os frem til en klump på 1 kilo til 80 kroner. Præcis hvad jeg kom efter!

Hos Jannik forsøger vi os med en samisk inspireret opskrift. Rensdyrkødet steges og koges dernæst i lidt væde. Serveres med kartoffelmos og hindbær. Komboen af kød og hindbær komplimenterer hinanden overraskende godt. Kødet smager også en anelse af dejligt vildt. Det kan dog ikke dække over en metallisk bismag. Præcist som var det lever!

Næste gang den står på rensdyr sværger vi nok til de lokale, grønlandske opskrifter. Mange af dem er nemlig med fløde.

Søulke og hvalrospenis´er

Mens vi spændt venter på vores vakante bolig, er vi indkvarteret på Sømandshjemmet med udsigt over Nuuks livlige havnemiljø.

Forankret i Indenlandsk Sømandsmissions værdier ligger Det Nye og Gammel Testamente naturligvis klar på natbordene. En tavle i lobbyen forkynder, at indtag af alkohol ej sømmer sig eller hører til i dette hus. I cafeteriaet indtager vi vores morgenmad og aftensmad i selskab med søulke og matroser fra Nordjylland, Grønland og Island. At dømme ud fra deres vindblæste ansigter og koncentrerede samtaler med hinanden og dertil følgende latterudbrud lader det til, at de kan diske op med et bundt røverhistorier, som man godt gad smuglytte til.

Ellers er det reelt så som så med den kristne eller maritime afsmitning. Værelserne er aldeles fortrinlige, og ligner dem der er på ethvert andet godt hotel. Der vanker skam både letøl og Carlsberg i køledisken.


Lobbyen byder naturligvis også på en souvenirmontre – blandt tilbuddene knoglen fra en hvalrospenis til omkring 400 kr. Og her mindst lige så mange landkrabber som søens folk. Bl.a. et britisk film-hold, medlemmer af Selvstyret og selveste Pjerrot. Den hvide klovnefigur er med Cirkus Arena heroppe for at underholde de grønlandske børn og overraskende letgenkendelig uden laget af sminke.

(Vi nåede ikke at forevige hvalrospenis-knoglen, så I må tage til takke med dette af Pjerrot i stedet.)

Så er vi her!

”Wow. De er godt nok vilde med at fiske!”, tænker Mads, idet vi cirkler over Nuuk, Grønlands hovedstad og vores nye hjem.

Havet er dækket med hvide klumper. Bænket på to pladser under Dash 8-flyets vinge kan vi skimte landet, der pludseligt dukker op efter en lille times flyvetur over indlandsisen. Veje snor sig gennem et bakket landskab. Kulørte enfamiliehuse i sommergult, kongeblåt, blodrødt og alle andre farver skutter sig på landjorden. Og vandet er fyldt med hvide både. Tættere på opdager vi, at det naturligvis er isbjerge.

Det minder om Danmark. Gule HT-busser dog med Nuup Bussii-logo triller rundt på vejene. Stort set alle kan snakke dansk, og al tekst er både på grønlandsk og dansk. Og så er det overhovedet ikke som derhjemme, eller hvad vi havde forventet.

Luften er knastør. Dagligt generer vi statisk elektricitet og slår gnister, når vi rører hinanden. Vandet er så blødt, at det er svært at vaske sæbe ud. Og det smager ikke af klor. Temperaturen er nær minusgraderne, men det føles ikke synderligt koldt. Måske fordi vinden ikke er så kraftig. Her er ikke bælgravende vintermørke. Snarere mere solrigt og lyst. Her er nedslidte boligblokke, men moderne nybyggeri popper i lige så stor stil op alle vegne. Nogle institutioner og offentlige bygninger er lavet ud fra originalt, anderledes arkitektur. På folks sydvendte terrasser står webergrillene fremme, og snescooterne holder parkeret tæt ved. Ellers er de ellevilde med at køre i bil, især i gevaldige firhjulstrækkere, på det blot 100 km. lange vejnet.

Ifølge statistikken giver det 25 meter til hver af hovedstadens omkring 4000 motorkøretøjer. Alligevel er de yderst påpasselige og hensynsfulde. Stik modsat Danmark hvor der efterhånden ser ud til at være opstået påkørselsret i fodgængerfelter, skal man blot befinde sig i nærheden af et eller løfte anklen, så bremser bilerne resolut.

Grønlænderne virker generelt til at være meget smilende og imødekommende. De griner ofte og i den lokale Brugsen ser det ikke ud til at være usædvanligt, at de kaster sig om livet på hinanden og hilser, som om de har været væk fra hinanden i flere årtier. Nuuk er placeret på et næs og fra alle steder i byen er der enten udsigt til havet eller Sermitsiaq, et skarpt og kantet sneklædt fjeld og byens vartegn, eller de to fjelde Lille Malene og Store Malene.

Vi gruer allerede for, om betagelsen på et tidspunkt begynder at blegne, og vi tager det for givet.