Kl.13.00 ringer et grønlandsk flyttefirma og siger, de flår låsene op. 2 x 7 minutter sammenlagt med af- og pålæsning med hjælp fra fem rappe grønlandske flyttegutter er vi vor hjem 28 brune flyttekasser rigere.
Åbningen af indholdet er samtidig en lektie. I hvor få ting vi egentlig har savnet, og at man sagtens kan klare sig foruden mange ting. Men også i hvor meget man kan savne få ting djævelsk meget. Især to.
Mads har jamret og klaget over i en uge at have været foruden en negleklipper. Den skulle have været med i rygsækken og havnede nu altså i containeren i stedet. For nærig til at købe en ekstra negleklipper, har han altså måtte udstå pinslerne. Begge har vi indset, hvorfor det var, at krydderier igennem verdenshistorien har været en af de mest eftertragtede handelsvarer og ligefrem udløst krige. Med kun salt og peber i huset indtil i dag har f.eks. spaghetti bolognese bare smagt fadt og virket helt gråt og kedeligt. Nu er krydderihylden heldigvis atter spækket med kradsbørstige, liflige og opkvikkende dufte.
Indholdet af flyttekasserne røber samtidig, hvor uvidende vi har været om Grønland. Med halv- eller hel vegetariske tendenser havde vi jo frygtet madudbuddet heroppe. Eller snarere manglen på selvsamme. Mindst seks af kasserne har været læsset med brune ris, kidneybønner, grov pasta, øko. flåede tomater, tang, røde linser, sushi-ris, wasibi, brune bønner, flækærter, græskarkerner, butter beans, hørfrø, tahini m.m. Rigeligt med kulhydrater og protein til at brødføde en Sirius-patrulje inkl. slædehundes ekspedition over indlandsisen. Og i det store hele ganske unødvendigt og overflødigt.
Takket være den moderne logistiks lyksaligheder har Brugsen og den lokale discountkæde Pisiffik de komplet samme varer på hylderne som i Danmark.
Priserne er naturligvis en del anderledes. Det skyldes dels afgifter på alkohol og sukker for at fremme folkesundheden (diabetes og hjertekarsygdomme stiger hastigt i Grønland, fordi de kvitter den traditionelle kost til fordel for eller rettere ulempe for den vestlige spisevis), dels udgifter forbundet med letfordærvelige varer. Et stykke flyfrisk Iceberg salat koster derfor 30 kr. En mars-bar 11 kr. Eller en 33. Cl pilsner 16,25 kr. plus pant.
Afgiftsmagerne har dog mærkværdigvis nok overset en varegruppe, så vidt vi kan se. Nemlig skildpadde-is, chokomarcipan, guldkaramel og is i alle andre afskygninger. Der er tre Magmum-is for 15 kroner. Mums!
Hahahahaha ... Nu må I glæde jer over, at I har bønner nok til en meget lang vinter - i tilfælde af, at I skulle sne inde. Min mor købte jo altid ris&stearinlys, når vejrudsigten truede med snestorm. Resultatet er, at sidste gang jeg var nede at besøge far, kiggede jeg efter noget i et skab - og fandt ris tilbage fra 1993!
SvarSletHvor er det herligt, at I laver en blog! Jeg glæder mig til at høre meget mere om jeres Grøndlandseventyr.
KYSKYSKYSKYS fra
Knirke
Nu har jeg bogmærket jer. Så nu holder jeg øje med jer på fast basis <3
SvarSletFlere kh'er fra
K.