Så er vi her!

”Wow. De er godt nok vilde med at fiske!”, tænker Mads, idet vi cirkler over Nuuk, Grønlands hovedstad og vores nye hjem.

Havet er dækket med hvide klumper. Bænket på to pladser under Dash 8-flyets vinge kan vi skimte landet, der pludseligt dukker op efter en lille times flyvetur over indlandsisen. Veje snor sig gennem et bakket landskab. Kulørte enfamiliehuse i sommergult, kongeblåt, blodrødt og alle andre farver skutter sig på landjorden. Og vandet er fyldt med hvide både. Tættere på opdager vi, at det naturligvis er isbjerge.

Det minder om Danmark. Gule HT-busser dog med Nuup Bussii-logo triller rundt på vejene. Stort set alle kan snakke dansk, og al tekst er både på grønlandsk og dansk. Og så er det overhovedet ikke som derhjemme, eller hvad vi havde forventet.

Luften er knastør. Dagligt generer vi statisk elektricitet og slår gnister, når vi rører hinanden. Vandet er så blødt, at det er svært at vaske sæbe ud. Og det smager ikke af klor. Temperaturen er nær minusgraderne, men det føles ikke synderligt koldt. Måske fordi vinden ikke er så kraftig. Her er ikke bælgravende vintermørke. Snarere mere solrigt og lyst. Her er nedslidte boligblokke, men moderne nybyggeri popper i lige så stor stil op alle vegne. Nogle institutioner og offentlige bygninger er lavet ud fra originalt, anderledes arkitektur. På folks sydvendte terrasser står webergrillene fremme, og snescooterne holder parkeret tæt ved. Ellers er de ellevilde med at køre i bil, især i gevaldige firhjulstrækkere, på det blot 100 km. lange vejnet.

Ifølge statistikken giver det 25 meter til hver af hovedstadens omkring 4000 motorkøretøjer. Alligevel er de yderst påpasselige og hensynsfulde. Stik modsat Danmark hvor der efterhånden ser ud til at være opstået påkørselsret i fodgængerfelter, skal man blot befinde sig i nærheden af et eller løfte anklen, så bremser bilerne resolut.

Grønlænderne virker generelt til at være meget smilende og imødekommende. De griner ofte og i den lokale Brugsen ser det ikke ud til at være usædvanligt, at de kaster sig om livet på hinanden og hilser, som om de har været væk fra hinanden i flere årtier. Nuuk er placeret på et næs og fra alle steder i byen er der enten udsigt til havet eller Sermitsiaq, et skarpt og kantet sneklædt fjeld og byens vartegn, eller de to fjelde Lille Malene og Store Malene.

Vi gruer allerede for, om betagelsen på et tidspunkt begynder at blegne, og vi tager det for givet.