Et rensdyr, tak!?

Få dage før, vi landede i Grønlands hovedstad, var Jannik ankommet. Ham lærte vi at kende fra tiden hos Nordjyske Medier, og han er just begyndt at arbejde som journalist på Grønlands radioavis, KNR.

Allerede i sin første weekend var Jannik af en dansktalende kollega blevet inviteret med på rensdyrjagt. Karrosseriet til julemandens slæde vandrede angiveligt rundt i flokkevis på Præstefjordens nedre skråninger to timers sejlads fra Nuuk. De burde være lige til at pløkke, men mandskabet vendte tomhændede hjem. Eneste spor efter rensdyrene havde været deres lune lorte. Efterladenskaberne havde jægerne forgæves forsøgt at anvende som pejlemærker.

Inspireret af de forgæves strabadser besluttede vi sammen med Jannik, at vi da burde tage og fange noget rensdyrkød til aftensmaden i de lokale supermarkeder. De har det både hakket og i fileter. Et spændende alternativ kunne dog være at hitte kødet på Brættet. Det er Nuuks friluftsmarked i kolonihavnen. Her falbyder de lokale fangere og fiskere dagens fangst. Noget af et skue og en hel speciel stemning, skulle det vise sig.

På brættet bliver sæler sprættet op. På bordene ligger der kolossale havkatte, rødfisk med manga-agtig store øjne på stilke og alskens andet for mig (Mads) uidentificerbart havguf. Fiskene ligner mest af alt skabninger, Jacques Cousteau lige har opdaget på de mørkeste dybder. Ben, store kødklumper og lunser ligger ved siden af. Jeg øjner en venligtudseende fanger i en blå Thule-termodragt.

”Er det der rensdyr?,” siger jeg og peger på et stykke både sort og rødt, men mørt udseende stykke.

Intet svar. Fangeren fortrækker ikke en mine. To sekunder går. Fire sekunder går. Stadig ingen reaktion.

”Altså det her er det fra et rensdyr?,” forsøger jeg atter.

Intet svar. Ingen ord. Endsige andre ansigtstræk. Tiden hakker. Begynder at panikke en smule. Overvejer om jeg har stillet Grønlands dummeste spørgsmål. Måske står jeg simpelthen stadig i fiskeafdelingen og forsøger at hitte noget vildt.
Af uransagelige årsager havde jeg, inden jeg gik ud af døren, kastet et blik i guidebogens parlør. Normalt drønelendig til at huske endsige skelne imellem blot få nye fremmedord, kunne jeg alligevel af en eller anden årsag huske ordet for rensdyr på grønlandsk.

”Tuttu,” siger jeg.

Fangeren liver op.

”Tuttu!,” prøver jeg igen. Nu med trykket lagt på de sidste bogstaver.

”Dudduuk,” udbryder han vist.

”Dutdok,” prøver jeg.

Min udtale er skrupforkert, og jeg kan slet ikke efterligne hans tryk. Men han smiler. Og så griner han let! Og nikker i retning af kødet. Griber fat i flere forskellige stumper, vender og drejer dem alle sammen til ære for mig. Åbner nogle af kødflapperne, så jeg kan se, hvad der er bedst. Uden af stand til at kunne skelne stykkerne fra hinanden, peger jeg med bestemt kendermine på et af dem. Han pakker det ind, og på en eller anden magisk, mystisk facon får vi forhandlet os frem til en klump på 1 kilo til 80 kroner. Præcis hvad jeg kom efter!

Hos Jannik forsøger vi os med en samisk inspireret opskrift. Rensdyrkødet steges og koges dernæst i lidt væde. Serveres med kartoffelmos og hindbær. Komboen af kød og hindbær komplimenterer hinanden overraskende godt. Kødet smager også en anelse af dejligt vildt. Det kan dog ikke dække over en metallisk bismag. Præcist som var det lever!

Næste gang den står på rensdyr sværger vi nok til de lokale, grønlandske opskrifter. Mange af dem er nemlig med fløde.