I Danmark har vi flatrate på internettet. Det betyder ubegrænset surfing. Helt fri for bekymringer om, hvor mange bits og bytes computeren labber i sig, når vi besøger hjemmesider, chatter, ser film etc. I Grønland er ens internetopkobling forbrugsbestemt – altså akkurat ligesom el, vand eller varmeregningen.
Opflasket med flatrate-net i Danmark har vi aldrig nogensinde skelet til, hvor stort et internetforbrug man egentlig har. Så uden nogen reel fornemmelse af dette har vi derfor haft et hyr med at finde ud af, hvilken internetopkobling der var den rette hos os. Priserne går fra 75 kr. til 900 alt efter ens forventede forbrug. Vores valg faldt på en løsning nogenlunde midt imellem. Så var det ellers bare at vente på, vi atter kunne komme på the world wide web.
I bagklogskabens fandt vi dagen efter ud af, at Premium-pakken, den allerdyreste opkobling dog muligvis er den billigste for os i det lange løb. Derfor måtte vi forsøge at bønfalde TeleGreenland om at ændre vor internetopkobling. Helst før den trådte i kraft. Det koster nemlig 300 kr. at ændre typen af ens opkobling.
Mens Anja knoklede med kommunikationen i verdens geografisk næststørste kommune, aflagde jeg TeleGreenlands butik en visit. Den flinke tele-medarbejder studser over forespørgslen, men erklærer at hun nok skal forsøge. Indgrebet kræver lige nogle opkald til teknikerne.
”Det kommer nok til at tage 20 minutters tid. Kan du ikke gå en tur i det gode vejr og komme igen?”, foreslår hun smilende.
Bzzzr. Det er kun en minus grad og, solen står højt på en højtryksklar formiddagshimmel, men netop i dag spiller vinden med musklerne. Kulden føles pludselig ekstra skarp. Mest af alt har jeg lyst til at plumpe ned i TeleGreenlands bløde lædersofa-arrangement og forsvinde ned i en medbragte bog. Om end det givetvis vil virke en kende provokerende, og servicen har jo hidtil været upåklagelig. Så ud igen og slentre planløst rundt.
Fødderne hiver mig væk fra hovedgaden. Op ad en stigning. Der lyder højtlydt snak, skrål og skrig. Et dusin pangfarvede flyverdragter størrelse xx-smal vralter forbi sammen med deres pædagoger. Forbi en grusbane ved siden af en skole. Der er frikvarter. Drengene farer rundt efter en fodbold. Pigerne klumper sig sammen i en fnisende rundkreds med mobiltelefoner som omdrejningspunkt. De er stort set alle sammen iklædt sneakers, jeans og hip-hop-hættetrøjer trods minusgraderne.
Videre forbi firkantede boligkomplekser. Forbi en filial af discountkæden Pisifik. Den er nærmest bygget ind i foden af et klippefremspring og en skråning. Videre op ad skråningen, der er mos- og lavbeklædt og har lommer, riller og fordybninger med indespærret vand, der er begyndt at fryse til is. På toppen af skråningen med ryggen til byen og discountbutikken som nærmeste nabo har nogen klasket en masse sten sammen. De danner en trekant. Et mindesmærke. For Dronning Margrethes besøg i 1978, fortæller en guldtavle.
Udsigten over Godthåbsfjorden er lækker. Spæde isflager driver rundt i det dybblå ocean. Horisonten strækker sig, så langt øjet rækker. Tilsyneladende mennesketomme øer og fjorde i nord og vest lokker til eventyr. En enlig hvid speedbåd hopper hen over vandskorpen. Vist nok på vej i havn. Og så lige pludselig, idet speedbåden sagtner farten. Til højre for den. Noget bølger i vandspejlet. Vist nok noget bugtende stort. En hval? Eller er det bare gas eller røg fra båden? Det er trods alt omtrent 400 meter væk.
Nej, noget stort og sort bugter sig sgu´ i vandet.
En vandsøjle spyr op. En hidsig fontæne fra 50 vandpistoler klemt i bund på samme tid. Skuet varer under sølle tre sekunder. Så er både vand og dyr røget ned igen. Pist væk. Måske var det mit første glimt af et af de op til 80 tons tunge pattedyr.
(Foto: Tilfældigt flickr-creative commons fundet på nettet. Spørg mig ikke, hvilken hval det er)
Over syv forskellige hvaler skulle skvulpe rundt i farvandet heroppe. Nogle af dem er vist legesyge og kommer tæt på både og land især om sommeren. Med hjælp af plakater som hænger i mange folks sydvendte udestuer, på Sømandshjemmet, hos Politiet og i lokalerne hos Selvstyret kan man forvisse sig om hvilken hval, man har spottet. Dels ved at identificere faconen og farvemønstret på dens finne, dels størrelsen og formen af dens blåst, dvs. udånding lige over vandspejlet. Alt det skal man altså nå at observere fluks på få sekunder. Respekt! Hvis det er en bedrift, som den almindelige grønlænder magter, er jeg duperet. Det minder mig dog samtidig om en episode på Anjas arbejde forleden.
Til frokost serverede de blandt andet hvalgryde. Anja veg ikke overraskende uden om med syvmileskridt. En af hendes kollegaer fra Danmark var nygerrig og øsede i stedet op. Nysgerrig over retten spurgte han naturligvis, om hvilken hval der var tale om.
”Normal hval,” lød det kortfattede svar.
Opslag
Faldt tilfældigvis over din blog.. har læst stort set alle indlæg. Det har taget et par timer.. "normal hval" hæhæ.. Tak for mange timers god læsning
SvarSlet