Dronningens overskæg

Nytårsaften holdt vi hjemme hos Ulrik og Pia. De kommer rent faktisk også begge fra Nordjyske Stiftstidende oprindeligt. Til stede var også en hyggelig blanding af børn, andre journalister, biologer etc. Cirka 20 var vi vist i alt. En rigtig hyggelig aften. Tastefingrene er lidt trætte, så I får highlights i punktform:

- Ulrik havde pakket familiens store fladskærms-tv ind i husplast. Og så var det ellers bare med at tegne et overskæg på tv-skærmen. Kl.18 tonede almissesnylteren fra Amalienborg så frem til sin nytårsaftale. Den som havde tegne sit overskæg tættet på hende overmund vandt. Ingen var helt ved. Tættest var vist nok et bitte moustache i blåt – ikke helt ulig det en vis folkeforfører havde i 1940´erne.

- Crème brûlée. Vi havde alle sammen taget mad med til aftenen. Desserten stod et ægtepar for. Og det gjorde de dælmene godt. Fløde, sukker, ægeblommer og vanilje havde de stået og bikset med om formiddagen. Resultatet var et bundt crème brûléer, som de afsluttede med at smelte med en medbragt mini-gasbrænder. Mums.

- I Grønland fejrer man også nytår for Danmark, Island, Færøerne og slutteligt Grønland. Det foregår med cirka to timers mellemrum. Så spæner menigmand ud på gaden fyrer fyrværkeri af, tonser ind igen. Æder mere nytårsmad. Spæner ud på gade, fyrer fyrværkeri af, tonser ind igen ec.

- Nytårsaften er der frit lejde for affyring af de nødlys, man måtte have liggende og som risikerer at være for gamle. Sådanne nødlys har mange grønlændere. Himlen var konstant oplyst af rødglødende tåger. Sommetider med fem nødblus på engang.

- Og så havde vi i øvrigt tidligere hørt om en sælsom grønlandsk tradition. Heldigvis stiftede vi ikke selv bekendtskab med den. Den er vist også mest udbredt i Nordgrønland. Nytårsdag er nemlig også frit lejde for at være misundelige og rage til. Forstået på den måde at den dag må man godt dukke op hos venner og familie, ejer de en genstand, man gerne selv benytte, må man pege på den og så tage den med hjem til sig selv. Vi fik fortalt om traditionen fra en pige, som bor i Nuuk, men snart flytter til en bitte, bitte bygd for at prøve livet der. Ifølge hende foregår traditionen på et tåleligt niveau, men hun har da hørt historier om f.eks. kærstepar, som lige er flyttet sammen i deres nye lejlighed med ny dejlig dobbeltseng. Så er familiemedlemmer dukket op ”Næh, en dejlig seng I har der. Den vil jeg da gerne have!”. Ja, så er det vist ikke så meget, man kan stille op.

Nøddeknækkeren knækker

I fraværet fra vores kære familier havde vi alskens gode intentioner juleaften. De skulle holde afsavnet på afstand. Vi skulle give et nap med hos de de hjemløses juleaften på en lokale skole. Derefter opleve enten en grønlandsk eller dansk julegudstjeneste i den rustikke og atmosfære fyldte trækirke nær kolonihavnen.


Men nær frokost var det som, om kræfterne ebbede ud. Julefreden tog et for stort greb i vores kroppe. Vi havnede på sofaen. Her åd vi nødder. Eller det vil sige gjorde. Pludselig knækkede nøddeknækkeren.

Næste punkt for i det mindste at opretholde blot en illusion af traditionel jul i mangel på bedre blev så Disneys Juleprogram. Klokken 14 gik det på med grønlandsk tale. Klokken 16 var det så med en dansktalende Fedtmule og kompagni. Men suk. Ak. Lige da Anders And stod på toppen af højdedraget med sin kælk, klokkeformede pelsjakke, arrige ansigt og skulle til at torpedere Rip, Rap og Rups nænsomt byggede snemand, faldt vi simpelthen begge i søvn.

Vi vågnede til aftensmad. Eller det vil sige aftensmad, som skulle tilberedes. En rigtig juleand havde været hensigten, men den var komplet udsolgt. I stedet blev den til en forarbejdet en af slagsen pakket godt og grundigt ind i en stanniol-bakke. Den løsning viste sig omvendt at fungere upåklageligt. Til forret mættede vi os i dadler og svesker svøbt ind i bacon.

”Dunk...Duunk....Duunk”, lød det omkring klokken otte.

Vi havde lige tygget af munden.

”Duunk...Duunk...Duunk”. Lød det igen. Vi lokaliserede bankelydende til at komme fra entréen. Anja kunne høre nogen børnestemmer. Vi åbnede tøvende op.

Så begyndte en flerstemmig julesang at brede sig ind i vores stue. Fra tre grønlandske drenge og to lidt ældre piger. Der stod vi så og blev helt beflippede, pinlige og meget mere flove end dem. Det er vist en grønlandsk tradition, som vi havde hørt lidt om. Vi styrtede ind i huset. En kom til at løbe ind i stuen. Den anden i køkkenet. Resultatet var, at vi begge helt forfjamskede kom ud med favnen smækfuld af alt vores juleguf. Vingummier, chokolade, lakrids, skumgummi. Børnene var velopdragne. De snuppede kun en enkelt af hvert.

Overraskende nok havde vi dernæst slet ikke lyst til vores isdessert. Vi besluttede os for at traske en tur for at oparbejde en mulig appetit. Benene tog rundt i de nærliggende kvarter. Mange folk flagede løs. Både grønlandske og danske flag kippede. Nogle havde lavet lysudsmykninger ved hoveddøren selv. Simpelthen blot taget en spand med vand, frosset den til is og dernæst stillet et sterinlys i et hulrum.

Alle vi mødte på vejen hilste straks ”God jul” og smilede stort. Et orangeskær oplyste hele Nuuk. Det stammede fra de tusinder af orange julehjerter, som grønlænderne hænger i vinduerne. Sådan et har vi også indkøbt. Ellers er man Jehovas Vidne, siger rygterne. Sådan har vi hver især hørt nogen berette, men det var vist bare en røver. Tror vi. Vi er i hvert fald ikke blevet Jehovas siden sidst.



Benene tog os forbi kirkegården ned til havet. Enkelte grønlændere var også på vej derned eller havde lige forladt mindestedet med over 30 rækker af hvide trækors.

”For at stille lys og mindes vor kære,” betroede en kvinde til os, før hun skyndte sig ind i stationcaren med sønnike, der mest lignende en, der hellere ville lege videre med eller åbne julegaven.

Der var fuldmåne og kirkegården så imponerende ud, som gravene var badet i et lyshav med grønne, røde og gule blafrende stearinlys. Vi forsøgte at indfange stemningen med lange lukkertider på kammeraet, indtil nattefrosten bed for meget i fingerspidserne, og vi begav os hjemad igen.



Næste dag stod den på storproduktion af havegrynskugler. Som jomfruelige havegrynskuglemagerne fulgte vi en opskrift fra nettet. En hel pakke smør skulle der i den opskrift. Vi behøver næsten ikke at sige, at næste dag, var der blot levned fire bitte kugler.

Korrektion

Ps. Trækker kødbenene tilbage. Tror snarere, der bliver tale om rensdyrben. Ikke at det er noget at kimse af. Den omvendte praksis ville være synd for hovedstadens uhyre få hunde(Grønlands hundredvis af slædehunde befinder sig over polarcirklen cirka 200 km. nord for Nuuk).

"Javel, hr. direktør"

Hmm. Nu undrer Mads sig over, om han skal titulere sig selv "Javel, Hr.direktør". Og om han skal have en bestyrelse. Nogen som vil have kødben?
Tjek selv foretagendet

Overlevelseskamp på kontorstolen

Fra 18.november til 18.november havde jeg fornøjelsen af at være vikar på Grønlands ældste avis Atuagagdliutit/Grønlandsposten. Årsagen var dog en anelse trist.

Behovet for vikariatet var på grund af besparelser og en fyringsrunde. De bunder, så vidt jeg kan forstå, i faldende annoncer. Mange af disse plejer at være jobannoncer, men nu mener annoncørerne i stigende grad, at de får flere jobkandidater, hvis de indrykker annoncerne i danske medier.

Finanskrisen er også begyndt at skylle ind over landet med generelt færre indtægter. Dertil kommer, at politikerne har valgt, at landets to aviser i højere grad skal klare sig uden støtte.
Det er noget af en mavepuster pga. meget af den støtte går til at bringe selve aviserne ud til alle landets hjørner. Og det jo altså en særegn situation. Sammenlignet med danske aviser er oplaget ikke så stort. Der er trods alt 55.000 grønlændere i alt. Problemet er så blot i forbindelse med udbringningen, at aviserne skal fordeles på område langt større end både Storbritannien, Frankrig og Tyskland – tilsammen!

Hertil kommer en ekstra udgift helt unik for dette sted i verden. Ligesom alt andet er avisen dobbeltsproget. Det betyder, at på hver side optræder en artikel både på grønlandsk og dansk. Dette krav er så igen en ekstra tyngende udgift i form af tolke. (Og en udfordring for de dansksprogede journalister. Man skulle huske på at lave ekstra korte og præcise overskrifter. De grønlandske ord er nemlig generelt længere end de danske. Dertil kommer, at der vist er tre gange flere ord på dansk end Grønland, som kan bruges til at kombinere med).

Men når det så er sagt, var det en udbytterig og fænomenal oplevelse at være vikar.
De grønlandske kolleger var enormt søde og imødekommende. Der gik højest ti minutter imellem at nogle af dem havde sagt noget sjovt, hvorefter et latterbrøl spredte sig ud over tasten og klikken fra mus og keyboards.
Det var også berusende at være med til bestemme forsidebaskeren på en hel avis, komponere den og ikke mindst skrive nyheder og reportager fra verdens største ø.

Min første dag begyndte ellers alt andet end fremragende. Jeg fik en klud og rensevæske i hånden med en besked om at spritte tastaturet af. Ham, som havde siddet på pladsen i går, havde meldt sig syg. Nogle dage tidligere, var de første tilfælde af svineinfluenza konstateret i Grønland. 20 minutter senere bukkede Apple-tastaturet under. Svine-influenza? Næ. Jeg havde hældt for meget rensevæske i det...

De første uger var tillige ren og skær overlevelse. Jeg opdagede, at jeg måtte dække over, at jeg næsten intet vidste om grundlæggende grønlandske samfundsforhold. Uheldigvis blev jeg sat til at dække landets første selvstændige finanslov. Det var vist en lige så jomfruelig oplevelse for mig som politikerne. I begge tilfælde synes jeg, at indsatsen efter en del strabadser og krumspring endte med at være redelig og klart godkendt. I hvert fald afbalanceret.

Ellers drejede det sig om de små og sensationelle sager. F.eks. Julie Berthelsens familie, som har åbnet en butik, hvor dronningen af polar-pop sælger ud af sin garderobe.

Eller opdagelsen af, at 30 nar- og hvidhvaler var i færd med at drukne i Nordgrønland. De havde simpelthen ikke havde nået ud i havet, før fjorden isede til. Så kæmper de alle sammen om luft fra det samme stadigt mindre åndehul. For at deres kroppe, kød og tænder slutteligt ikke skal gå til spilde på havbunden, må folk fange alle de hvaler, de magter. I sådan et tilfælde er al snak om bæredygtige kvoter sat ud af spil. Det ser særdeles blodigt ud, men er jo naturligt nok. Hele byen fester, som kunne der ikke være sket noget bedre. Narhvalerne er i øvrigt nogle af de mest særprægede pattedyr. De mandlige eksemplarer af dem har ved næsen et meterlangt lige horn. Det er kridthvidt og stikker ud i luften. Dets formål aner forskerne stadig ikke hvad er til. I forgangs tid var sådanne horn ekstremt eftertragtede blandt det europæiske hof til udsmykning, og man mener, at det er narhvalernes horn, der har givet næring til myten om enhjørninger.

Det blev også til historien, som kolporterede en stort opsat dansk magasinartikel, der ellers havde nået at gå hele verden rundt. Historien berettede om, at isbjørnene skrumper, fordi de får mindre at spise, og fordi alle de gifte og forurening, som vindene driver fra USA, Kina og Europa ender oppe i Grønland, hvor isbjørnene er et af de mest sårbare dyr. Da jeg kontaktede en grønlandsk isbjørne-ekspert om kommentar til artiklen, der var baseret på en dansk forskningsrapport, udbrød han dog:
”Vås. Den undersøgelse kan man ikke bruge til noget som helst!”.

De danske forskere eller også er det journalister havde begået en bommert. Belægget for at isbjørnene skulle være blevet mindre var en samling isbjørnekranier i over 50 år. Her kunne man konstatere, at kranierne blev mindre og mindre år for år. Men ifølge den grønlandske isbjørne-ekspert viser det ikke noget. De store isbjørnekranier stammede nemlig fra trofædyr. Dvs. de allerstørste eksemplarer af isbjørne. De nye eksemplarer af isbjørne-kranier, som altså er mindre stammer fra helt tilfældige isbjørne. Fordi de ikke er pragteksemplarer er de automatisk mindre og deres kranier ligeså. Derfor kunne man altså ikke udlede noget af undersøgelsen. Det skrev jeg så til AG/Grønlandsposten. Desværre havde den falske danske artikel allerede nået at gå hele verden rundt bl.a. hos CNN.

En anden dag sad jeg koncentreret og tastede igennem dagens sidste artikel. Det var kun mig, tolken og chefen, som var på arbejde. Så blev jeg prikket på skulderen. En gammel mand med rundt ansigt, briller, gråt hår og samme farve habit trængte sig på. Han rakte hånden frem.

”Dav, Jørgen Ejbøl”.

Jeg var lige ved at skrige og springe op i loftet fra kontorstolen. Jørgen Ejbøl er en af de mest magtfulde pressefolk i Danmark. Hvis ikke den mest magtfulde. Bl.a. tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten og nu bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus. Det vidste sig åbenbart, at avisgeneralen tillige sidder i bestyrelsen for de grønlandske aviser og lige var en smuttur i Nuuk.

”Nå, er du så oppe for at forandre det grønlandske medielandskab?”, spurgte jeg.

”Næ, det klarer det jo fint selv.”, replicerede han med et glimt i øjet.

Han virkede egentlig meget lun, Ejbøl. Han øjnende så en ny digtsamling af Naja Marie Aidt, der flød i anmelderbøger-bunken. Han blev ellevild og sagde, at den måtte han lige læse. Så sad han der i ti minutter for sig selv. Spøjst.

Kontorlandskabet var også en oplevelse i sig selv. Det lå på fjerde etage i Nuuks næst højeste bygning. Og så var ellers panorama-vinduer ud til hele hovedstadens mylder af liv. Uomtvisteligt klodens mest betagende og flotte en arbejdsplads i hele verden. Det er jeg ikke fuldt overbevist om.

I det fjerne kunne man måbe over, hvordan alle fjelde og i særdeleshed byens vartegn Sermitsiaq skiftede kulør i løbet af dagen. Omtrent klokken 15 havde arbejdet det også med at gå i stå i nogle minutter. Så stimlede folk mere eller mindre ubevidst sammen for at glane på solen, der blærede sig med et nyt festfyrværki hver dag, før den forsvandt ned i Davisstrædet. Om sommeren søger legesyge vågehvaler angiveligt ind til kysten. Helt op til 15 meter fra land. Deres plasken og blåst kan man se indkassere fribillet til dagen lang.

Inden for var luften ekstrem tør sikkert på grund af alle de elektroniske remedier. For afhjælpe den derfor ekstra store risiko for statistiske elektricitet har man så en ekstra maskine til det formål. En anti-statistisk-elektricitets-maskine. Jeg troede i begyndelsen, at det var en gammel cd-afspiller fra 1980´erne, som ikke virkede længere og nogen havde glemt på gulvet. En klodset aflang sag i hvidt og blåt.
Men den virkede skam. Det mærkede man i hvert fald, når man glemte at tænde for den. Resultatet var, at havde man rejst fra sit skrivebord, fik man stød, når man atter rørte tasterne. Så højt, at man ikke undgå at give et spædt skrig.

Danmark – gi´ os sneen og frosten tilbage

Vejret er skrupskørt. Efter en november med tænderklaprende temperaturer og frostbidte ansigter, føles det, som foråret er kommet til Grønland. Samtidig kan vi se, at I i Danmark døjer med minusgrader og tunge snedriver. Men her er luften lun og behagelig.

Mads har ligefrem smidt sine enorme North Face-dunluffer, som de lokale kalder for boksehandsker. Alle folk knapper op for tøjet. Når vi er ude at løbe i fritiden, er det alt, alt for varmt med termotrøjer. Windbreaker og en langærmet t-shirt er mere end rigeligt. Og hue aldeles overflødig. Nær fjeldet fosser åløbene. Man kan glane på små vandfald. Eller smeltesøer med helt grønt vand. Somme tider krydser smeltevandet også vejene i op til to meter brede bælte. Asfalten slår også sprækker, som man selv kan rive løs, hvis man står for tæt på rabatten. Eller det troede vi, at den gjorde. I virkeligheden gemmer selve asfalten sig under det porøse sorte lag på over 30 centimeter. Det er eller rettere var nemlig en iskappe, der er blevet helt sort af os og hård i skorpen af fodgængere og bilister.

I Diskobugten melder de om intet sne. Her i Nuuk er skibakken lukket.

Langrendsløberne har set sig nødsaget til at smidt skiene. I stedet jogger de rundt på stierne med mutte ansigter. Her kan man ellers høre og se store bække risle. Rødtgrønt lav bryder op gennem det frosne pansertæppe langs klipper og skråninger. I weekenden ser det endda ud til at blive plus fire grader.

”Åh nej,” udbryder grønlandske John David, en af Anjas kolleger, da vi fortæller ham om det gode kommende vejr.

Vi bliver overraskede og forundrede. John David er født og opvokset i Nuuk. Lunt vejr er da en dejlig afveksling. Kort efter indser vi årsagen til hans hovedbrud.

For det første sjapper det. Ja, glem alt om dansk vintersjap. Det her er altså en syndflod til sammenligning.

For det andet bliver hele verden grå og mere trist end Ishøj downtown en skyet november søndag. Med ingen nye tilførsler af sne og klitrende snekrystaller bliver det gråt i gråt. Stort set alle farvenuancer er grå. Her er betongråt, himmelgråt, mørkegråt, sortgråt, klippegråt, sjapgråt, sodgråt og dieselgråt.

Omvendt er alle huse er opført i en kakofoni af farver. Kongeblå, dybrød, svenskergul, prettypink – ja, hele Sadolins farvepalette er blevet opkøbt og flittigt anvendt. Også de farver man aldrig har set på huse før.

Grønlænderne har vist generelt en forkærlighed for farver. I biografen har vi fanget os i at fnise af en af deres lokale reklamefilm. Det er for den lokale sportsbutik Pikkori. Som en slags Power Rangers ser man fem unge personer, der bliver morfet rundt i klippe-landskabet via en slags magisk kraftkugle. Hver i deres kraftige kulør. Så sidder de på en kontorstol iklædt en skrigendegul vinterjakke. Eller jogger langs stisystemet iklædt lyserødt svedafvisende løbetøj.
”Fordi vi elsker farver” - brager mottoet så af som en slutsats.

Vi har undret os over denne farvebegejstring. Måske er det simpelthen som et værn imod de grå tider? Det tror vi indtil videre er tilfældet. Og vi forstår dem skam godt. Så Danmark hit med snevejret – kan I så aflevere det tilbage!

”Jeg lugter rensdyr 100 meter væk”

Av. Av.

Jeg vågnede på min fødselsdag med gaver på skødet fra Anja og vildt ondt i hovedet. Dagen før havde jeg været til julefrokost med kollegerne fra AG/Grønlandsposten. Jeg var inviteret med, selv om jeg blot var vikar. Snapsen var gratis og flød i rigelige mængder. Samtidig havde vi Morten Thomsen på besøg. Det var lykkedes den gæve københavnerkarl at opstøve en hardcore grønlandsk fanger, som intet at havde imod at fortælle om sit erhverv, dets hemmeligheder og tage os grønskollinger med på jagt. Lars Mathæusen hed han. En enormt flink, underspillet familiefar og endda søn af Grønlands sidste fanger i kajak.

Ham skulle vi dælmene skrive en artikel om. Klokken otte om morgenen drog vi så afsted i hans spartanske speedbåd med åben kahyt og blod i stævnen fra forrige dags nedlagte bytte. Imellem meterhøje bølger, mit brok over kvalme, tømmermænd og en hakkende motor interviewede vi Lars, som bl.a. kunne berette om, hvordan han kan lugte rensdyr på hundrede meters afstand. Eller om hvordan han en gang var ved at miste livet af kuldechok, fordi han havde været for længe ude af jage, og vejret havde slået om. Gisp og meget fascinerende.
Blot ved at kigge på fodspor i sneen på en ø en times sejlads væk fra Nuuk, lykkedes det hurtigt Lars at lokalisere to rensdyr. De stod og rodede i sneen efter knolde, larv, mos og andet føde. Vi sneg os ind på den fra siden af. Lars havde to geværer kaliber ”22 med.

Pludselig rakte han mig det ene og beordrede, jeg skulle skyde med.

”1-2-3”, talte han ned.

Vi affyrede omkring seks skud. Kort efter dejsede begge Rodolf´er omkuld. De stod cirka 90 meter væk. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg ramte. Er ret sikker på, at det ikke var tilfældet, selvom jeg forsøgte.

Så sprættede Lars dyrene op, parterede dem og begav sig over og væk fra bakketop for at bugsere båden fri og få gang i motoren. Morten og jeg kunne trække rensdyrene efter os. De skulle ned ad en stejl skrænt til en iset strandkant. En skrænt mere glat end rutschebanen på Bakken. Det var helt omsonst at forsøge at gå ned. Ikke mindst med et to meter langt ulddyr på slæb. Resultatet blev, at vi rustchede ned af is-bakken cirka 20 meter med et kadaver bag os.

En fantastisk oplevelse og ikke mindst et møde med Lars, som jeg gruer for slet ikke lader sig gøre at genfortælle med ord i en artikel.

Fjæset på bloggen

En ekstra blog er kommet til verden. De formerer sig sgu, de bogstavbæster.

På Politiken.dk blogger Mads også om Grønland. Sammen med andre udenlandsdanskere er formålet at tegne et billede af, hvordan livet former sig i andre dele af verden end i Dannevang. Denne blog skulle gerne udkomne en gang om måneden, og emnet bliver dikteret fra gang til gang. Læs med her.

Du kan vist også få sendt nyeste blogindlæg til din mail, hvis du klikker på abonner-funktionen i tilknytning til denne Politiken-blog.

Fuck sælerne - vi så hvaler

Jannik havde fået besøg af sin kæreste Rikke, og vi besluttede at prøve at udforske andet af Grønland end hovedstaden. Valget faldt på en sejltur til byden Kapisillit. Den ligger cirka 75 væk i en betagende smuk fjord, som er det eneste sted i Grønland, hvor laksen gyder. Bygden er hjemsted for 170 indbyggere. De ernærer sig ved fangst, turisme og fiskeri. I sådan et tilfælde kunne man godt frygte, at de så stod parat til overfald med alskens bizarre souvenirs, når turistbåden lagde til kaj. Intet kunne være mindre forkert.

Selv om båden vist blot lægger til en enkelt gang om ugen, løfter de lokale ikke et øjenbryn. De fortsætter stort set dagens dagens dont uændret. Måske lige med nik eller smil, når man slentrer forbi. Dejligt, men på sin vis også ærgerligt, fordi vi ville gerne sludre lidt med dem eller høre mere om byen og livets gang. Skindsystuen åbnede dog op. En de lokale syersker blev forvandlet til ét stort smil hver gang en ny turist stak hovedet indenfor. Så fik hun dermed fik chancen for at pege på et udklip fra Billed-Bladet på hendes væg. På et foto ser man kronprinsessse Mary i en traditionel grønlansk festdragt med kamikker og en kakofoni af perler i komplicerede mønstre. Syersken havde været med til at lave dragten, forståes. Grønlænderne er i øvrigt generelt meget royale.

Herefter gik turen så til en anden mindre bygd, men vi måtte nøjes med at se den på afsted. Der var simpelthen for meget is til, at båden kunne bryde igennem. Der var blå isskosser i vandet og på klipperne havde den lagt sig som et krakeleret tæppe. Så gik turen hjem. En anelse slukørede. Prisen for udflugten havde været over en tusse og en anelse pebret. Sippende på hver vores te og kaffe, forsøgte vi så at holde varmen. I ny og næ gik en omgang Skibskiks på omgang. Et sært bekendtskab, som vi senere er kommet til at holde af. Kiksene er nærmest ligeså hårde, som vist man havde presset 10 pakke mariekiks sammen til en kiks. Næsten helt umuligt at bide endsige knække over med håndkraft trods slag på bordkanter. Men bizart vanedannende.

Næsten hjemme i Nuuk igen viste skipperen kolonier af alke og edderfugle i det fjerne. Vandet var næsten helt vindstille, og mørket havde næsten sænket sig. Lysene inde i hovedstaden var begyndt at tændes.

”Der var en!,” lød det så fra kaptajnen.

En hval kunne vi forstå. Han sagtede så farten. Satte kikkerten for øjnene og spejdede ud i den blåsorte horisont. Minutterne gik. En sitren spredte sig. Alle kiggede rundt omkring. Ingen kunne få øje på noget. Minutterne gik. Det blev endnu mørkede. Et kvarter var nu rundet siden kaptjanens udbud. Det var ved at blive koldt. Kan vi bare tøffe hjemad igen, tænkte man efterhånden.

”Bhussss”, lød det fra bagord. To enorme hvaler var dykket op til overfladen fra havets dyb. Både kroppene og blåsten var ikke til at overse. De svømmede nu ved siden af båden blot ti meter fra den. Alle folk spænede ud på dækket i halvmørket og den bidende frost bevæbnet med deres kameraer. Hvalerne forsvandt igen med flappende sort-hvide haler. Alle folk sad spændte udenfor. Ville de dukke op igen? Kaptajnen nikkede. Det var der ingen tvivl om.



Tre minutter efter var de der igen. Nu svømmede de endnu tættere på. Bølgede deres store kroppe op og ned, som om de nød at blive betragtet og blitzet på. Et synkroniseret show, hvor de både svømmende op og ned samtidig eller zig-zaggede ind i hinandens rute. Nærmest som ventede der en kasse førstes klasses plankton bestilt af kaptajnen efter endt optræden. Den varede en halv time. Pludselig var turen endt med at være meget mere værd end dens pris.

Det sorte syn

Så blev det pludselig december. Tid til eventyr, kalenderlys og pebernødder. Her er første afsnit af kommunens julestafet.

1.december

- December, december - det’ endelig december, trallede Nunni. Han trippede fornøjet gennem den hårde sne på vej ned mod Den Store Postkasse i Nuuk, som i daglig nissetale bare blev kaldt 2412.
- Da-da-da, tra-la-la - hvor er det bare en dejlig dag.
- Tra-la-la, ba- da-da - så er det rigtig nissetid.
Nunni nynnede videre på sin hjemmelavede sang, mens han nærmest løb op af den store trappe.
En-to-tre-fire-fem... Hele vejen op ad de 77 trin. Aldrig havde de mange trin føltes så få. Snart ville han være fremme.
Han kunne mærkede, at det kildrede i maven og kom til at lave et lille chassé af bar begejstring. Heldigvis var der vist ingen, der lod mærke til det. De andre, som var på vej op af bakken ved Passet så hverken til højre eller venstre.
Hvor ser det fjollet ud, når de med et stift blik kigger lige frem. Men de har vel travlt, tænkte Nunni, og fortsatte sin færd mod 2412. Fra den store vej tog han smutvejen gennem blokkene, ned forbi Rådhuset, og jo, hvorfor ikke. Han kunne da lige så godt stikke nissehuen indenfor, og sige goddag til sin kusine Kiiki?
- God-cember, udbrød Nunni opstemt, som han altid gjorde, når det var december. Det var hans egen sammenblanding af ord. Det var måske lidt fjollet, men sådan noget lettede altid gevaldigt på stemningen. Han forventede at få samme svar retur, men ikke et ord kom over Kiiki’s læber.
- Hvorfor siger du ikke noget?
Nunni kiggede nærmere på Kiiki. Hun lignede en, der havde bagt for mange kager. Hun var helt hvid i hovedet, og så helt forkert ud.
- Har du ikke hørt det? Spurgte Kiiki.
- Hørt hvad?
- Der er sket det forfærdeligste-forfærdelige, svarede hun.
Nunni åbnede øjnene helt op og stillede sig på tåspidserne af træskoene, forberedt på at høre det væmmelige.
- Hvad er det? Så sig det dog, din drama-nisse, udbrød han.
- Det er julemanden. Han er ramt af det sorte syn, hviskede hun næppe hørligt.
Det svimlede for Nunni og han svajede frem og tilbage, som havde han fået for meget nissebryg.
- NEJ, råbte han.
-Det må ikke være sandt. Så bliver det jo aldrig mere jul.
Kiiki nikkede meget meget langsomt, mens tårerne trillede ned af hendes runde kinder.
- Aldrig mere jul, gentog hun.
Nunni kneb sig i armene og snurrede tre gange rundt om sig selv. Måske var det bare en ond drøm, tænkte han. Men da han stod stille igen, var intet forandret. Han stod præcist samme sted og Kiiki græd stadig.
Så vendte Nunni sig resolut og løb ud af døren. Fra Rådhuset sprintede han gennem de sneklædte gader hele vejen ned til 2412.
Nej-nej-nej-nej-nej, mumlede han sammenbidt, mens han løb. I hans hoved hvirvlede tusinde tanker rundt mellem hinanden uden hoved og hale, som ønskesedler uden afsender.
Nunni hev efter vejret, da han stod ved Den Store Postkasse. Han kiggede sig hurtigt over skulderen for at se, om der var nogen andre i nærheden. Det var der ikke. Med fumlende fingre fulgte han så kanten rundt på postkassen, indtil han fandt det hemmelige sted. Han trykkede, og som var det ud af ingenting, kom en lille skærm frem. Nunni trykkede sin personlige kode, der fik postkassen til at åbne lågen. Han tog hurtigt et trin indenfor og Postkassen lukkede igen. Nunni var nu inde i Nisseland. Her løb et virvar af underjordiske gange. Det hele var meget gammelt, og bygget ind i fjeldet. Her havde han gået på Nisseakademiet. Og det var alle nissers samlingssted, for her var også en top hemmelig gang, som gik direkte til Julemandens bolig.
Nunni gik så hurtigt han kunne gennem gangene, indtil han stod foran Julemandens kontor. Døren stod på klem og uden at tænke sig om, gik Nunni ind.
Gisp!
Nunni stivnede. Han måtte tvinge sig selv til ikke at vende om og løbe væk igen. Aldrig i sit liv havde han oplevet noget så skræmmende. Julemanden var ikke længere i sin røde dragt. I stedet var han nu i gråt tøj. Han var grå i ansigtet, de normalt klare og lyse øjne var helt grå og selv skægget så mere gråt ud end normalt. Julemanden lignede et sort/hvid foto i en farve-verden.
- Det er det sorte syn, der har ramt mig, sagde Julemanden med en underlig tør stemme.
- Men hvad er der dog sket, fik Nunni fremstammet.
- Jeg ved det ikke, sagde Julemanden.
-Jamen, hvordan-hvordan-hvordan kurerer vi dig? Stammede Nunni videre.
Julemanden kiggede sørgmodig på Nunni og sagde:
- Der er vist intet at gøre. Det er slut. Det bliver aldrig nogensinde jul igen.
- Det kan da ikke … prøvede Nunni, men Julemanden afbrød ham.
- Stik nu af med dig. Jeg vil gerne have fred.
Med slæbende skridt gik Nuuni ud af kontoret. Mens han gik begyndte alting at ændre sig rundt om ham.
Overalt kunne han fornemme hvordan farverne langsomt begyndte at falme.
Nunni rystede på hovedet for at prøve at forstå det hele. Man kunne da ikke bare sådan give op, tænkte han, og udbrød pludseligt, opildnet af sine egne tanker:
- Det skal ved den søde julegrød blive løgn. Jeg må gøre noget...


Behøver jeg sige, at jeg hver dag går op af en trappe med 77 trin?