Fuck sælerne - vi så hvaler

Jannik havde fået besøg af sin kæreste Rikke, og vi besluttede at prøve at udforske andet af Grønland end hovedstaden. Valget faldt på en sejltur til byden Kapisillit. Den ligger cirka 75 væk i en betagende smuk fjord, som er det eneste sted i Grønland, hvor laksen gyder. Bygden er hjemsted for 170 indbyggere. De ernærer sig ved fangst, turisme og fiskeri. I sådan et tilfælde kunne man godt frygte, at de så stod parat til overfald med alskens bizarre souvenirs, når turistbåden lagde til kaj. Intet kunne være mindre forkert.

Selv om båden vist blot lægger til en enkelt gang om ugen, løfter de lokale ikke et øjenbryn. De fortsætter stort set dagens dagens dont uændret. Måske lige med nik eller smil, når man slentrer forbi. Dejligt, men på sin vis også ærgerligt, fordi vi ville gerne sludre lidt med dem eller høre mere om byen og livets gang. Skindsystuen åbnede dog op. En de lokale syersker blev forvandlet til ét stort smil hver gang en ny turist stak hovedet indenfor. Så fik hun dermed fik chancen for at pege på et udklip fra Billed-Bladet på hendes væg. På et foto ser man kronprinsessse Mary i en traditionel grønlansk festdragt med kamikker og en kakofoni af perler i komplicerede mønstre. Syersken havde været med til at lave dragten, forståes. Grønlænderne er i øvrigt generelt meget royale.

Herefter gik turen så til en anden mindre bygd, men vi måtte nøjes med at se den på afsted. Der var simpelthen for meget is til, at båden kunne bryde igennem. Der var blå isskosser i vandet og på klipperne havde den lagt sig som et krakeleret tæppe. Så gik turen hjem. En anelse slukørede. Prisen for udflugten havde været over en tusse og en anelse pebret. Sippende på hver vores te og kaffe, forsøgte vi så at holde varmen. I ny og næ gik en omgang Skibskiks på omgang. Et sært bekendtskab, som vi senere er kommet til at holde af. Kiksene er nærmest ligeså hårde, som vist man havde presset 10 pakke mariekiks sammen til en kiks. Næsten helt umuligt at bide endsige knække over med håndkraft trods slag på bordkanter. Men bizart vanedannende.

Næsten hjemme i Nuuk igen viste skipperen kolonier af alke og edderfugle i det fjerne. Vandet var næsten helt vindstille, og mørket havde næsten sænket sig. Lysene inde i hovedstaden var begyndt at tændes.

”Der var en!,” lød det så fra kaptajnen.

En hval kunne vi forstå. Han sagtede så farten. Satte kikkerten for øjnene og spejdede ud i den blåsorte horisont. Minutterne gik. En sitren spredte sig. Alle kiggede rundt omkring. Ingen kunne få øje på noget. Minutterne gik. Det blev endnu mørkede. Et kvarter var nu rundet siden kaptjanens udbud. Det var ved at blive koldt. Kan vi bare tøffe hjemad igen, tænkte man efterhånden.

”Bhussss”, lød det fra bagord. To enorme hvaler var dykket op til overfladen fra havets dyb. Både kroppene og blåsten var ikke til at overse. De svømmede nu ved siden af båden blot ti meter fra den. Alle folk spænede ud på dækket i halvmørket og den bidende frost bevæbnet med deres kameraer. Hvalerne forsvandt igen med flappende sort-hvide haler. Alle folk sad spændte udenfor. Ville de dukke op igen? Kaptajnen nikkede. Det var der ingen tvivl om.



Tre minutter efter var de der igen. Nu svømmede de endnu tættere på. Bølgede deres store kroppe op og ned, som om de nød at blive betragtet og blitzet på. Et synkroniseret show, hvor de både svømmende op og ned samtidig eller zig-zaggede ind i hinandens rute. Nærmest som ventede der en kasse førstes klasses plankton bestilt af kaptajnen efter endt optræden. Den varede en halv time. Pludselig var turen endt med at være meget mere værd end dens pris.