Dronningens overskæg

Nytårsaften holdt vi hjemme hos Ulrik og Pia. De kommer rent faktisk også begge fra Nordjyske Stiftstidende oprindeligt. Til stede var også en hyggelig blanding af børn, andre journalister, biologer etc. Cirka 20 var vi vist i alt. En rigtig hyggelig aften. Tastefingrene er lidt trætte, så I får highlights i punktform:

- Ulrik havde pakket familiens store fladskærms-tv ind i husplast. Og så var det ellers bare med at tegne et overskæg på tv-skærmen. Kl.18 tonede almissesnylteren fra Amalienborg så frem til sin nytårsaftale. Den som havde tegne sit overskæg tættet på hende overmund vandt. Ingen var helt ved. Tættest var vist nok et bitte moustache i blåt – ikke helt ulig det en vis folkeforfører havde i 1940´erne.

- Crème brûlée. Vi havde alle sammen taget mad med til aftenen. Desserten stod et ægtepar for. Og det gjorde de dælmene godt. Fløde, sukker, ægeblommer og vanilje havde de stået og bikset med om formiddagen. Resultatet var et bundt crème brûléer, som de afsluttede med at smelte med en medbragt mini-gasbrænder. Mums.

- I Grønland fejrer man også nytår for Danmark, Island, Færøerne og slutteligt Grønland. Det foregår med cirka to timers mellemrum. Så spæner menigmand ud på gaden fyrer fyrværkeri af, tonser ind igen. Æder mere nytårsmad. Spæner ud på gade, fyrer fyrværkeri af, tonser ind igen ec.

- Nytårsaften er der frit lejde for affyring af de nødlys, man måtte have liggende og som risikerer at være for gamle. Sådanne nødlys har mange grønlændere. Himlen var konstant oplyst af rødglødende tåger. Sommetider med fem nødblus på engang.

- Og så havde vi i øvrigt tidligere hørt om en sælsom grønlandsk tradition. Heldigvis stiftede vi ikke selv bekendtskab med den. Den er vist også mest udbredt i Nordgrønland. Nytårsdag er nemlig også frit lejde for at være misundelige og rage til. Forstået på den måde at den dag må man godt dukke op hos venner og familie, ejer de en genstand, man gerne selv benytte, må man pege på den og så tage den med hjem til sig selv. Vi fik fortalt om traditionen fra en pige, som bor i Nuuk, men snart flytter til en bitte, bitte bygd for at prøve livet der. Ifølge hende foregår traditionen på et tåleligt niveau, men hun har da hørt historier om f.eks. kærstepar, som lige er flyttet sammen i deres nye lejlighed med ny dejlig dobbeltseng. Så er familiemedlemmer dukket op ”Næh, en dejlig seng I har der. Den vil jeg da gerne have!”. Ja, så er det vist ikke så meget, man kan stille op.

Nøddeknækkeren knækker

I fraværet fra vores kære familier havde vi alskens gode intentioner juleaften. De skulle holde afsavnet på afstand. Vi skulle give et nap med hos de de hjemløses juleaften på en lokale skole. Derefter opleve enten en grønlandsk eller dansk julegudstjeneste i den rustikke og atmosfære fyldte trækirke nær kolonihavnen.


Men nær frokost var det som, om kræfterne ebbede ud. Julefreden tog et for stort greb i vores kroppe. Vi havnede på sofaen. Her åd vi nødder. Eller det vil sige gjorde. Pludselig knækkede nøddeknækkeren.

Næste punkt for i det mindste at opretholde blot en illusion af traditionel jul i mangel på bedre blev så Disneys Juleprogram. Klokken 14 gik det på med grønlandsk tale. Klokken 16 var det så med en dansktalende Fedtmule og kompagni. Men suk. Ak. Lige da Anders And stod på toppen af højdedraget med sin kælk, klokkeformede pelsjakke, arrige ansigt og skulle til at torpedere Rip, Rap og Rups nænsomt byggede snemand, faldt vi simpelthen begge i søvn.

Vi vågnede til aftensmad. Eller det vil sige aftensmad, som skulle tilberedes. En rigtig juleand havde været hensigten, men den var komplet udsolgt. I stedet blev den til en forarbejdet en af slagsen pakket godt og grundigt ind i en stanniol-bakke. Den løsning viste sig omvendt at fungere upåklageligt. Til forret mættede vi os i dadler og svesker svøbt ind i bacon.

”Dunk...Duunk....Duunk”, lød det omkring klokken otte.

Vi havde lige tygget af munden.

”Duunk...Duunk...Duunk”. Lød det igen. Vi lokaliserede bankelydende til at komme fra entréen. Anja kunne høre nogen børnestemmer. Vi åbnede tøvende op.

Så begyndte en flerstemmig julesang at brede sig ind i vores stue. Fra tre grønlandske drenge og to lidt ældre piger. Der stod vi så og blev helt beflippede, pinlige og meget mere flove end dem. Det er vist en grønlandsk tradition, som vi havde hørt lidt om. Vi styrtede ind i huset. En kom til at løbe ind i stuen. Den anden i køkkenet. Resultatet var, at vi begge helt forfjamskede kom ud med favnen smækfuld af alt vores juleguf. Vingummier, chokolade, lakrids, skumgummi. Børnene var velopdragne. De snuppede kun en enkelt af hvert.

Overraskende nok havde vi dernæst slet ikke lyst til vores isdessert. Vi besluttede os for at traske en tur for at oparbejde en mulig appetit. Benene tog rundt i de nærliggende kvarter. Mange folk flagede løs. Både grønlandske og danske flag kippede. Nogle havde lavet lysudsmykninger ved hoveddøren selv. Simpelthen blot taget en spand med vand, frosset den til is og dernæst stillet et sterinlys i et hulrum.

Alle vi mødte på vejen hilste straks ”God jul” og smilede stort. Et orangeskær oplyste hele Nuuk. Det stammede fra de tusinder af orange julehjerter, som grønlænderne hænger i vinduerne. Sådan et har vi også indkøbt. Ellers er man Jehovas Vidne, siger rygterne. Sådan har vi hver især hørt nogen berette, men det var vist bare en røver. Tror vi. Vi er i hvert fald ikke blevet Jehovas siden sidst.



Benene tog os forbi kirkegården ned til havet. Enkelte grønlændere var også på vej derned eller havde lige forladt mindestedet med over 30 rækker af hvide trækors.

”For at stille lys og mindes vor kære,” betroede en kvinde til os, før hun skyndte sig ind i stationcaren med sønnike, der mest lignende en, der hellere ville lege videre med eller åbne julegaven.

Der var fuldmåne og kirkegården så imponerende ud, som gravene var badet i et lyshav med grønne, røde og gule blafrende stearinlys. Vi forsøgte at indfange stemningen med lange lukkertider på kammeraet, indtil nattefrosten bed for meget i fingerspidserne, og vi begav os hjemad igen.



Næste dag stod den på storproduktion af havegrynskugler. Som jomfruelige havegrynskuglemagerne fulgte vi en opskrift fra nettet. En hel pakke smør skulle der i den opskrift. Vi behøver næsten ikke at sige, at næste dag, var der blot levned fire bitte kugler.

Korrektion

Ps. Trækker kødbenene tilbage. Tror snarere, der bliver tale om rensdyrben. Ikke at det er noget at kimse af. Den omvendte praksis ville være synd for hovedstadens uhyre få hunde(Grønlands hundredvis af slædehunde befinder sig over polarcirklen cirka 200 km. nord for Nuuk).

"Javel, hr. direktør"

Hmm. Nu undrer Mads sig over, om han skal titulere sig selv "Javel, Hr.direktør". Og om han skal have en bestyrelse. Nogen som vil have kødben?
Tjek selv foretagendet

Overlevelseskamp på kontorstolen

Fra 18.november til 18.november havde jeg fornøjelsen af at være vikar på Grønlands ældste avis Atuagagdliutit/Grønlandsposten. Årsagen var dog en anelse trist.

Behovet for vikariatet var på grund af besparelser og en fyringsrunde. De bunder, så vidt jeg kan forstå, i faldende annoncer. Mange af disse plejer at være jobannoncer, men nu mener annoncørerne i stigende grad, at de får flere jobkandidater, hvis de indrykker annoncerne i danske medier.

Finanskrisen er også begyndt at skylle ind over landet med generelt færre indtægter. Dertil kommer, at politikerne har valgt, at landets to aviser i højere grad skal klare sig uden støtte.
Det er noget af en mavepuster pga. meget af den støtte går til at bringe selve aviserne ud til alle landets hjørner. Og det jo altså en særegn situation. Sammenlignet med danske aviser er oplaget ikke så stort. Der er trods alt 55.000 grønlændere i alt. Problemet er så blot i forbindelse med udbringningen, at aviserne skal fordeles på område langt større end både Storbritannien, Frankrig og Tyskland – tilsammen!

Hertil kommer en ekstra udgift helt unik for dette sted i verden. Ligesom alt andet er avisen dobbeltsproget. Det betyder, at på hver side optræder en artikel både på grønlandsk og dansk. Dette krav er så igen en ekstra tyngende udgift i form af tolke. (Og en udfordring for de dansksprogede journalister. Man skulle huske på at lave ekstra korte og præcise overskrifter. De grønlandske ord er nemlig generelt længere end de danske. Dertil kommer, at der vist er tre gange flere ord på dansk end Grønland, som kan bruges til at kombinere med).

Men når det så er sagt, var det en udbytterig og fænomenal oplevelse at være vikar.
De grønlandske kolleger var enormt søde og imødekommende. Der gik højest ti minutter imellem at nogle af dem havde sagt noget sjovt, hvorefter et latterbrøl spredte sig ud over tasten og klikken fra mus og keyboards.
Det var også berusende at være med til bestemme forsidebaskeren på en hel avis, komponere den og ikke mindst skrive nyheder og reportager fra verdens største ø.

Min første dag begyndte ellers alt andet end fremragende. Jeg fik en klud og rensevæske i hånden med en besked om at spritte tastaturet af. Ham, som havde siddet på pladsen i går, havde meldt sig syg. Nogle dage tidligere, var de første tilfælde af svineinfluenza konstateret i Grønland. 20 minutter senere bukkede Apple-tastaturet under. Svine-influenza? Næ. Jeg havde hældt for meget rensevæske i det...

De første uger var tillige ren og skær overlevelse. Jeg opdagede, at jeg måtte dække over, at jeg næsten intet vidste om grundlæggende grønlandske samfundsforhold. Uheldigvis blev jeg sat til at dække landets første selvstændige finanslov. Det var vist en lige så jomfruelig oplevelse for mig som politikerne. I begge tilfælde synes jeg, at indsatsen efter en del strabadser og krumspring endte med at være redelig og klart godkendt. I hvert fald afbalanceret.

Ellers drejede det sig om de små og sensationelle sager. F.eks. Julie Berthelsens familie, som har åbnet en butik, hvor dronningen af polar-pop sælger ud af sin garderobe.

Eller opdagelsen af, at 30 nar- og hvidhvaler var i færd med at drukne i Nordgrønland. De havde simpelthen ikke havde nået ud i havet, før fjorden isede til. Så kæmper de alle sammen om luft fra det samme stadigt mindre åndehul. For at deres kroppe, kød og tænder slutteligt ikke skal gå til spilde på havbunden, må folk fange alle de hvaler, de magter. I sådan et tilfælde er al snak om bæredygtige kvoter sat ud af spil. Det ser særdeles blodigt ud, men er jo naturligt nok. Hele byen fester, som kunne der ikke være sket noget bedre. Narhvalerne er i øvrigt nogle af de mest særprægede pattedyr. De mandlige eksemplarer af dem har ved næsen et meterlangt lige horn. Det er kridthvidt og stikker ud i luften. Dets formål aner forskerne stadig ikke hvad er til. I forgangs tid var sådanne horn ekstremt eftertragtede blandt det europæiske hof til udsmykning, og man mener, at det er narhvalernes horn, der har givet næring til myten om enhjørninger.

Det blev også til historien, som kolporterede en stort opsat dansk magasinartikel, der ellers havde nået at gå hele verden rundt. Historien berettede om, at isbjørnene skrumper, fordi de får mindre at spise, og fordi alle de gifte og forurening, som vindene driver fra USA, Kina og Europa ender oppe i Grønland, hvor isbjørnene er et af de mest sårbare dyr. Da jeg kontaktede en grønlandsk isbjørne-ekspert om kommentar til artiklen, der var baseret på en dansk forskningsrapport, udbrød han dog:
”Vås. Den undersøgelse kan man ikke bruge til noget som helst!”.

De danske forskere eller også er det journalister havde begået en bommert. Belægget for at isbjørnene skulle være blevet mindre var en samling isbjørnekranier i over 50 år. Her kunne man konstatere, at kranierne blev mindre og mindre år for år. Men ifølge den grønlandske isbjørne-ekspert viser det ikke noget. De store isbjørnekranier stammede nemlig fra trofædyr. Dvs. de allerstørste eksemplarer af isbjørne. De nye eksemplarer af isbjørne-kranier, som altså er mindre stammer fra helt tilfældige isbjørne. Fordi de ikke er pragteksemplarer er de automatisk mindre og deres kranier ligeså. Derfor kunne man altså ikke udlede noget af undersøgelsen. Det skrev jeg så til AG/Grønlandsposten. Desværre havde den falske danske artikel allerede nået at gå hele verden rundt bl.a. hos CNN.

En anden dag sad jeg koncentreret og tastede igennem dagens sidste artikel. Det var kun mig, tolken og chefen, som var på arbejde. Så blev jeg prikket på skulderen. En gammel mand med rundt ansigt, briller, gråt hår og samme farve habit trængte sig på. Han rakte hånden frem.

”Dav, Jørgen Ejbøl”.

Jeg var lige ved at skrige og springe op i loftet fra kontorstolen. Jørgen Ejbøl er en af de mest magtfulde pressefolk i Danmark. Hvis ikke den mest magtfulde. Bl.a. tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten og nu bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus. Det vidste sig åbenbart, at avisgeneralen tillige sidder i bestyrelsen for de grønlandske aviser og lige var en smuttur i Nuuk.

”Nå, er du så oppe for at forandre det grønlandske medielandskab?”, spurgte jeg.

”Næ, det klarer det jo fint selv.”, replicerede han med et glimt i øjet.

Han virkede egentlig meget lun, Ejbøl. Han øjnende så en ny digtsamling af Naja Marie Aidt, der flød i anmelderbøger-bunken. Han blev ellevild og sagde, at den måtte han lige læse. Så sad han der i ti minutter for sig selv. Spøjst.

Kontorlandskabet var også en oplevelse i sig selv. Det lå på fjerde etage i Nuuks næst højeste bygning. Og så var ellers panorama-vinduer ud til hele hovedstadens mylder af liv. Uomtvisteligt klodens mest betagende og flotte en arbejdsplads i hele verden. Det er jeg ikke fuldt overbevist om.

I det fjerne kunne man måbe over, hvordan alle fjelde og i særdeleshed byens vartegn Sermitsiaq skiftede kulør i løbet af dagen. Omtrent klokken 15 havde arbejdet det også med at gå i stå i nogle minutter. Så stimlede folk mere eller mindre ubevidst sammen for at glane på solen, der blærede sig med et nyt festfyrværki hver dag, før den forsvandt ned i Davisstrædet. Om sommeren søger legesyge vågehvaler angiveligt ind til kysten. Helt op til 15 meter fra land. Deres plasken og blåst kan man se indkassere fribillet til dagen lang.

Inden for var luften ekstrem tør sikkert på grund af alle de elektroniske remedier. For afhjælpe den derfor ekstra store risiko for statistiske elektricitet har man så en ekstra maskine til det formål. En anti-statistisk-elektricitets-maskine. Jeg troede i begyndelsen, at det var en gammel cd-afspiller fra 1980´erne, som ikke virkede længere og nogen havde glemt på gulvet. En klodset aflang sag i hvidt og blåt.
Men den virkede skam. Det mærkede man i hvert fald, når man glemte at tænde for den. Resultatet var, at havde man rejst fra sit skrivebord, fik man stød, når man atter rørte tasterne. Så højt, at man ikke undgå at give et spædt skrig.

Danmark – gi´ os sneen og frosten tilbage

Vejret er skrupskørt. Efter en november med tænderklaprende temperaturer og frostbidte ansigter, føles det, som foråret er kommet til Grønland. Samtidig kan vi se, at I i Danmark døjer med minusgrader og tunge snedriver. Men her er luften lun og behagelig.

Mads har ligefrem smidt sine enorme North Face-dunluffer, som de lokale kalder for boksehandsker. Alle folk knapper op for tøjet. Når vi er ude at løbe i fritiden, er det alt, alt for varmt med termotrøjer. Windbreaker og en langærmet t-shirt er mere end rigeligt. Og hue aldeles overflødig. Nær fjeldet fosser åløbene. Man kan glane på små vandfald. Eller smeltesøer med helt grønt vand. Somme tider krydser smeltevandet også vejene i op til to meter brede bælte. Asfalten slår også sprækker, som man selv kan rive løs, hvis man står for tæt på rabatten. Eller det troede vi, at den gjorde. I virkeligheden gemmer selve asfalten sig under det porøse sorte lag på over 30 centimeter. Det er eller rettere var nemlig en iskappe, der er blevet helt sort af os og hård i skorpen af fodgængere og bilister.

I Diskobugten melder de om intet sne. Her i Nuuk er skibakken lukket.

Langrendsløberne har set sig nødsaget til at smidt skiene. I stedet jogger de rundt på stierne med mutte ansigter. Her kan man ellers høre og se store bække risle. Rødtgrønt lav bryder op gennem det frosne pansertæppe langs klipper og skråninger. I weekenden ser det endda ud til at blive plus fire grader.

”Åh nej,” udbryder grønlandske John David, en af Anjas kolleger, da vi fortæller ham om det gode kommende vejr.

Vi bliver overraskede og forundrede. John David er født og opvokset i Nuuk. Lunt vejr er da en dejlig afveksling. Kort efter indser vi årsagen til hans hovedbrud.

For det første sjapper det. Ja, glem alt om dansk vintersjap. Det her er altså en syndflod til sammenligning.

For det andet bliver hele verden grå og mere trist end Ishøj downtown en skyet november søndag. Med ingen nye tilførsler af sne og klitrende snekrystaller bliver det gråt i gråt. Stort set alle farvenuancer er grå. Her er betongråt, himmelgråt, mørkegråt, sortgråt, klippegråt, sjapgråt, sodgråt og dieselgråt.

Omvendt er alle huse er opført i en kakofoni af farver. Kongeblå, dybrød, svenskergul, prettypink – ja, hele Sadolins farvepalette er blevet opkøbt og flittigt anvendt. Også de farver man aldrig har set på huse før.

Grønlænderne har vist generelt en forkærlighed for farver. I biografen har vi fanget os i at fnise af en af deres lokale reklamefilm. Det er for den lokale sportsbutik Pikkori. Som en slags Power Rangers ser man fem unge personer, der bliver morfet rundt i klippe-landskabet via en slags magisk kraftkugle. Hver i deres kraftige kulør. Så sidder de på en kontorstol iklædt en skrigendegul vinterjakke. Eller jogger langs stisystemet iklædt lyserødt svedafvisende løbetøj.
”Fordi vi elsker farver” - brager mottoet så af som en slutsats.

Vi har undret os over denne farvebegejstring. Måske er det simpelthen som et værn imod de grå tider? Det tror vi indtil videre er tilfældet. Og vi forstår dem skam godt. Så Danmark hit med snevejret – kan I så aflevere det tilbage!

”Jeg lugter rensdyr 100 meter væk”

Av. Av.

Jeg vågnede på min fødselsdag med gaver på skødet fra Anja og vildt ondt i hovedet. Dagen før havde jeg været til julefrokost med kollegerne fra AG/Grønlandsposten. Jeg var inviteret med, selv om jeg blot var vikar. Snapsen var gratis og flød i rigelige mængder. Samtidig havde vi Morten Thomsen på besøg. Det var lykkedes den gæve københavnerkarl at opstøve en hardcore grønlandsk fanger, som intet at havde imod at fortælle om sit erhverv, dets hemmeligheder og tage os grønskollinger med på jagt. Lars Mathæusen hed han. En enormt flink, underspillet familiefar og endda søn af Grønlands sidste fanger i kajak.

Ham skulle vi dælmene skrive en artikel om. Klokken otte om morgenen drog vi så afsted i hans spartanske speedbåd med åben kahyt og blod i stævnen fra forrige dags nedlagte bytte. Imellem meterhøje bølger, mit brok over kvalme, tømmermænd og en hakkende motor interviewede vi Lars, som bl.a. kunne berette om, hvordan han kan lugte rensdyr på hundrede meters afstand. Eller om hvordan han en gang var ved at miste livet af kuldechok, fordi han havde været for længe ude af jage, og vejret havde slået om. Gisp og meget fascinerende.
Blot ved at kigge på fodspor i sneen på en ø en times sejlads væk fra Nuuk, lykkedes det hurtigt Lars at lokalisere to rensdyr. De stod og rodede i sneen efter knolde, larv, mos og andet føde. Vi sneg os ind på den fra siden af. Lars havde to geværer kaliber ”22 med.

Pludselig rakte han mig det ene og beordrede, jeg skulle skyde med.

”1-2-3”, talte han ned.

Vi affyrede omkring seks skud. Kort efter dejsede begge Rodolf´er omkuld. De stod cirka 90 meter væk. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg ramte. Er ret sikker på, at det ikke var tilfældet, selvom jeg forsøgte.

Så sprættede Lars dyrene op, parterede dem og begav sig over og væk fra bakketop for at bugsere båden fri og få gang i motoren. Morten og jeg kunne trække rensdyrene efter os. De skulle ned ad en stejl skrænt til en iset strandkant. En skrænt mere glat end rutschebanen på Bakken. Det var helt omsonst at forsøge at gå ned. Ikke mindst med et to meter langt ulddyr på slæb. Resultatet blev, at vi rustchede ned af is-bakken cirka 20 meter med et kadaver bag os.

En fantastisk oplevelse og ikke mindst et møde med Lars, som jeg gruer for slet ikke lader sig gøre at genfortælle med ord i en artikel.

Fjæset på bloggen

En ekstra blog er kommet til verden. De formerer sig sgu, de bogstavbæster.

På Politiken.dk blogger Mads også om Grønland. Sammen med andre udenlandsdanskere er formålet at tegne et billede af, hvordan livet former sig i andre dele af verden end i Dannevang. Denne blog skulle gerne udkomne en gang om måneden, og emnet bliver dikteret fra gang til gang. Læs med her.

Du kan vist også få sendt nyeste blogindlæg til din mail, hvis du klikker på abonner-funktionen i tilknytning til denne Politiken-blog.

Fuck sælerne - vi så hvaler

Jannik havde fået besøg af sin kæreste Rikke, og vi besluttede at prøve at udforske andet af Grønland end hovedstaden. Valget faldt på en sejltur til byden Kapisillit. Den ligger cirka 75 væk i en betagende smuk fjord, som er det eneste sted i Grønland, hvor laksen gyder. Bygden er hjemsted for 170 indbyggere. De ernærer sig ved fangst, turisme og fiskeri. I sådan et tilfælde kunne man godt frygte, at de så stod parat til overfald med alskens bizarre souvenirs, når turistbåden lagde til kaj. Intet kunne være mindre forkert.

Selv om båden vist blot lægger til en enkelt gang om ugen, løfter de lokale ikke et øjenbryn. De fortsætter stort set dagens dagens dont uændret. Måske lige med nik eller smil, når man slentrer forbi. Dejligt, men på sin vis også ærgerligt, fordi vi ville gerne sludre lidt med dem eller høre mere om byen og livets gang. Skindsystuen åbnede dog op. En de lokale syersker blev forvandlet til ét stort smil hver gang en ny turist stak hovedet indenfor. Så fik hun dermed fik chancen for at pege på et udklip fra Billed-Bladet på hendes væg. På et foto ser man kronprinsessse Mary i en traditionel grønlansk festdragt med kamikker og en kakofoni af perler i komplicerede mønstre. Syersken havde været med til at lave dragten, forståes. Grønlænderne er i øvrigt generelt meget royale.

Herefter gik turen så til en anden mindre bygd, men vi måtte nøjes med at se den på afsted. Der var simpelthen for meget is til, at båden kunne bryde igennem. Der var blå isskosser i vandet og på klipperne havde den lagt sig som et krakeleret tæppe. Så gik turen hjem. En anelse slukørede. Prisen for udflugten havde været over en tusse og en anelse pebret. Sippende på hver vores te og kaffe, forsøgte vi så at holde varmen. I ny og næ gik en omgang Skibskiks på omgang. Et sært bekendtskab, som vi senere er kommet til at holde af. Kiksene er nærmest ligeså hårde, som vist man havde presset 10 pakke mariekiks sammen til en kiks. Næsten helt umuligt at bide endsige knække over med håndkraft trods slag på bordkanter. Men bizart vanedannende.

Næsten hjemme i Nuuk igen viste skipperen kolonier af alke og edderfugle i det fjerne. Vandet var næsten helt vindstille, og mørket havde næsten sænket sig. Lysene inde i hovedstaden var begyndt at tændes.

”Der var en!,” lød det så fra kaptajnen.

En hval kunne vi forstå. Han sagtede så farten. Satte kikkerten for øjnene og spejdede ud i den blåsorte horisont. Minutterne gik. En sitren spredte sig. Alle kiggede rundt omkring. Ingen kunne få øje på noget. Minutterne gik. Det blev endnu mørkede. Et kvarter var nu rundet siden kaptjanens udbud. Det var ved at blive koldt. Kan vi bare tøffe hjemad igen, tænkte man efterhånden.

”Bhussss”, lød det fra bagord. To enorme hvaler var dykket op til overfladen fra havets dyb. Både kroppene og blåsten var ikke til at overse. De svømmede nu ved siden af båden blot ti meter fra den. Alle folk spænede ud på dækket i halvmørket og den bidende frost bevæbnet med deres kameraer. Hvalerne forsvandt igen med flappende sort-hvide haler. Alle folk sad spændte udenfor. Ville de dukke op igen? Kaptajnen nikkede. Det var der ingen tvivl om.



Tre minutter efter var de der igen. Nu svømmede de endnu tættere på. Bølgede deres store kroppe op og ned, som om de nød at blive betragtet og blitzet på. Et synkroniseret show, hvor de både svømmende op og ned samtidig eller zig-zaggede ind i hinandens rute. Nærmest som ventede der en kasse førstes klasses plankton bestilt af kaptajnen efter endt optræden. Den varede en halv time. Pludselig var turen endt med at være meget mere værd end dens pris.

Det sorte syn

Så blev det pludselig december. Tid til eventyr, kalenderlys og pebernødder. Her er første afsnit af kommunens julestafet.

1.december

- December, december - det’ endelig december, trallede Nunni. Han trippede fornøjet gennem den hårde sne på vej ned mod Den Store Postkasse i Nuuk, som i daglig nissetale bare blev kaldt 2412.
- Da-da-da, tra-la-la - hvor er det bare en dejlig dag.
- Tra-la-la, ba- da-da - så er det rigtig nissetid.
Nunni nynnede videre på sin hjemmelavede sang, mens han nærmest løb op af den store trappe.
En-to-tre-fire-fem... Hele vejen op ad de 77 trin. Aldrig havde de mange trin føltes så få. Snart ville han være fremme.
Han kunne mærkede, at det kildrede i maven og kom til at lave et lille chassé af bar begejstring. Heldigvis var der vist ingen, der lod mærke til det. De andre, som var på vej op af bakken ved Passet så hverken til højre eller venstre.
Hvor ser det fjollet ud, når de med et stift blik kigger lige frem. Men de har vel travlt, tænkte Nunni, og fortsatte sin færd mod 2412. Fra den store vej tog han smutvejen gennem blokkene, ned forbi Rådhuset, og jo, hvorfor ikke. Han kunne da lige så godt stikke nissehuen indenfor, og sige goddag til sin kusine Kiiki?
- God-cember, udbrød Nunni opstemt, som han altid gjorde, når det var december. Det var hans egen sammenblanding af ord. Det var måske lidt fjollet, men sådan noget lettede altid gevaldigt på stemningen. Han forventede at få samme svar retur, men ikke et ord kom over Kiiki’s læber.
- Hvorfor siger du ikke noget?
Nunni kiggede nærmere på Kiiki. Hun lignede en, der havde bagt for mange kager. Hun var helt hvid i hovedet, og så helt forkert ud.
- Har du ikke hørt det? Spurgte Kiiki.
- Hørt hvad?
- Der er sket det forfærdeligste-forfærdelige, svarede hun.
Nunni åbnede øjnene helt op og stillede sig på tåspidserne af træskoene, forberedt på at høre det væmmelige.
- Hvad er det? Så sig det dog, din drama-nisse, udbrød han.
- Det er julemanden. Han er ramt af det sorte syn, hviskede hun næppe hørligt.
Det svimlede for Nunni og han svajede frem og tilbage, som havde han fået for meget nissebryg.
- NEJ, råbte han.
-Det må ikke være sandt. Så bliver det jo aldrig mere jul.
Kiiki nikkede meget meget langsomt, mens tårerne trillede ned af hendes runde kinder.
- Aldrig mere jul, gentog hun.
Nunni kneb sig i armene og snurrede tre gange rundt om sig selv. Måske var det bare en ond drøm, tænkte han. Men da han stod stille igen, var intet forandret. Han stod præcist samme sted og Kiiki græd stadig.
Så vendte Nunni sig resolut og løb ud af døren. Fra Rådhuset sprintede han gennem de sneklædte gader hele vejen ned til 2412.
Nej-nej-nej-nej-nej, mumlede han sammenbidt, mens han løb. I hans hoved hvirvlede tusinde tanker rundt mellem hinanden uden hoved og hale, som ønskesedler uden afsender.
Nunni hev efter vejret, da han stod ved Den Store Postkasse. Han kiggede sig hurtigt over skulderen for at se, om der var nogen andre i nærheden. Det var der ikke. Med fumlende fingre fulgte han så kanten rundt på postkassen, indtil han fandt det hemmelige sted. Han trykkede, og som var det ud af ingenting, kom en lille skærm frem. Nunni trykkede sin personlige kode, der fik postkassen til at åbne lågen. Han tog hurtigt et trin indenfor og Postkassen lukkede igen. Nunni var nu inde i Nisseland. Her løb et virvar af underjordiske gange. Det hele var meget gammelt, og bygget ind i fjeldet. Her havde han gået på Nisseakademiet. Og det var alle nissers samlingssted, for her var også en top hemmelig gang, som gik direkte til Julemandens bolig.
Nunni gik så hurtigt han kunne gennem gangene, indtil han stod foran Julemandens kontor. Døren stod på klem og uden at tænke sig om, gik Nunni ind.
Gisp!
Nunni stivnede. Han måtte tvinge sig selv til ikke at vende om og løbe væk igen. Aldrig i sit liv havde han oplevet noget så skræmmende. Julemanden var ikke længere i sin røde dragt. I stedet var han nu i gråt tøj. Han var grå i ansigtet, de normalt klare og lyse øjne var helt grå og selv skægget så mere gråt ud end normalt. Julemanden lignede et sort/hvid foto i en farve-verden.
- Det er det sorte syn, der har ramt mig, sagde Julemanden med en underlig tør stemme.
- Men hvad er der dog sket, fik Nunni fremstammet.
- Jeg ved det ikke, sagde Julemanden.
-Jamen, hvordan-hvordan-hvordan kurerer vi dig? Stammede Nunni videre.
Julemanden kiggede sørgmodig på Nunni og sagde:
- Der er vist intet at gøre. Det er slut. Det bliver aldrig nogensinde jul igen.
- Det kan da ikke … prøvede Nunni, men Julemanden afbrød ham.
- Stik nu af med dig. Jeg vil gerne have fred.
Med slæbende skridt gik Nuuni ud af kontoret. Mens han gik begyndte alting at ændre sig rundt om ham.
Overalt kunne han fornemme hvordan farverne langsomt begyndte at falme.
Nunni rystede på hovedet for at prøve at forstå det hele. Man kunne da ikke bare sådan give op, tænkte han, og udbrød pludseligt, opildnet af sine egne tanker:
- Det skal ved den søde julegrød blive løgn. Jeg må gøre noget...


Behøver jeg sige, at jeg hver dag går op af en trappe med 77 trin?

Vores egen Nuno

Så er der endelig nyt. Beklager dybt at vi har sjoflet bloggen på det skammeligste. Der er sket en hel del siden sidst. Her kommer lidt om min (Anja) hverdag på jobbet.

Tålmodighed er ej blot en dyd. Det er en nødvendighed. Ikke mindst når man arbejder i et dobbeltsproget land og i en politisk styret organisation, der tilmed har gennemgået en omfattende organisatorisk ændring for knapt et år siden.
Min arbejdsplads hedder Kommuneqarfik Sermersooq. Det er en af de fire storkommuner, som blev dannet 1. januar i år, da Grønland lavede kommunesammenlægninger. Med sine 531.900 km2 er det verdens næststørste kommune. Det svarer nogenlunde til størrelsen af Tyskland og halvdelen af Sverige. Her bor i alt 21.000 mennesker fordelt over 13 byer og bygder. Lidt over 19.000 af bor i Nuuk.
Strukturen i Kommuneqarfik Sermersooq er ikke væsens forskellig fra enhver anden dansk kommune. Her er borgmesteren og de forskellige forvaltninger med hver deres direktør. I kommunikationsafdelingen, som står for både ekstern og intern kommunikation, er vi Káte, chef, Else, journalist, John David, tekniker, Jesper, webredaktør og jeg. Jeg føler mig utrolig godt modtaget af dem og har det som en sildepisker i vandet. (En sildepisker er en hval, som lever heroppe, og som ofte findes i hakket form i køledisken.)
Hver dag boltrer jeg mig i nye historier, mennesker og automatkaffe med langtidsholdbar mælk. Snart tager vi hul på at bruge info-boards. Det er kæmpe tv-skærme, som bringer vores nyheder og informationer direkte ud til borgerne. Skærmene skal nemlig sættes op, hvor folk færdes til daglig, f.eks. dagvarebutikkerne. En god idé, især fordi det kun er 40 procent af den grønlandske befolkning, som er koblet op på nettet hjemme.
Min hverdag er mere alsidig, end jeg forventede. Blandt andet har jeg skevet min første politiske tale, en engelsk artikel til et tysk rejsemagasin om kommunens fortræffeligheder, og hu-hej-meget-hurtigt lavet det præsentationsmateriale, som HR-afdelingen skulle bruge på en jobmesse i Danmark. I øvrigt sysler jeg med en julehistorie i otte-ti afsnit, hvor forskellige folk rundt om i kommunen bidrager med et afsnit. Sikke et juleeventyr, der venter forude.


(På foto Else, Jesper og jeg: Meget seriøs dag på kommunen ;-)

Alligevel er det ikke lutter lagkage at være på udebane. Jesper og jeg er de eneste, der kommer fra Danmark og som derfor ikke taler grønlandsk. Hver dag snakker Káte, Else og John David grønlandsk indbyrdes. Ikke for at holde mig udenfor, men ganske enkelt fordi de har et andet modersmål. Det er lettere for dem at udtrykke sig, og mere naturligt, men kan være lidt svært, når jeg nu ved, at de ved, at jeg ikke taler deres sprog. Omvendt er det nok sundt at prøve.
Måske er sprogbarrieren også lidt lettere at kapere fordi jeg ved, at mine kolleger godt kan lide mig. På trods af at jeg knap har arbejdet der i to måneder, er jeg faldet bedre til, end jeg i min vildeste fantasi havde håbet på.
De mange bekymringer omkring mikset af meget stille og indadvendte grønlændere og det danske sludrechatol, er pakket væk sammen med kufferten. Da jeg den første dag for at tage brodden af fortalte, at jeg snakkede meget, og at de derfor endelig skulle sige til, hvis de havde brug for at hvile ørene, lyste John David op.
”Det skal du ikke tænke på. Jeg snakker også meget.”
Sammen med Else har John David taget en nærmest umulig opgave på skuldrene. De har indført dagens ord, hvor de med meget lune, tålmodighed og under højlydt latter forsøger at få min tunge til at udtale de grønlandske ord korrekt. Det er langt fra nemt.
Forleden var ordet Kalak. Grønlandsk både for grisebasse, fremmed og skidegrønlænder. Med stor entusiasme sagde jeg:
”GALAK.”. Nej.
” GALÆG”, nej nej.
”GALEG.” Stadig ikke i nærheden af at være rigtigt.
På et tidspunkt giver min to trofaste læremestre fortabt, og henter Káte ind som forstærkning. Chefen kommer ind med det bredeste smil og siger påtaget strengt og med hænderne demonstrativt i siden:
”Jamen, Anja, kan du ikke høre forskel på Æ og A?”
Og nej, det kunne jeg åbenbart ikke.
Fik til sidst en lunken godkendelse. Det lykkedes mig at sige det nogenlunde korrekt ved først at tralle:
”La-la-lalala GA-LAG .”
Så er det da heldigvis godt og mere nemt at stort set alle siger” Bye” i stedet for farvel på grønlandsk. Det er da til at klare.
Dagen efter kalak-episoden fandt vi efter en hurtig rundspørge ud af, at jeg er den yngste i vores afdeling. Spontant udbrød Káte ordet; ”Nuno”.
”Vores egen Nuno”, sagde de samstemmende med meget brede smil.
Jeg fik ikke spurgt ind til ordets betydning, men tror nok, at det er noget i stil med deres egen lille Benjamin.

Arbejdsaflastningsfest

Ovenpå et bundt arbejdsomme uger hos kommunikationsafdelingen i den nye storkommune inviterede Anjas chef på arbejdsaflastningfest i weekenden. Løjerne forgik i hendes eget hjem tæt på kolonihavnen. Mænd, koner, livsledsagere og andet godt folk var også inviteret. Der var dækket op med levende lys og en gedigen buffet bl.a. med hjemmerøget laks, lam og rensdyr. For Mads var højdepunktet de hjemmelavede snaps. Dem havde manden i huset stået for. Der var bl.a. snaps fra den grønlandske krydderurt kvan og en sød, liflig snaps på lavet med rype-kro. Rype-kro? Hvad hulen er det?

Ja, sådan udbrød vi også. Så forsvandt manden og kom bagefter tilbage med noget, der lignende en gennemsigtig brun bordtennisbold med hundrede år på bagen og gevaldigt beskidt inden i. Den lille bold gik på omgang ved bordet, mens danskere nærstuderede med forundrede ansigter.

Kroen er simpelthen en pung, som fuglen rype har oppe i halsen. Når det bliver vinter skifter dens dels sin brune fjerdragt ud med en kridhvid camouflagedragt og begynder at gemme et forråd i dette halskammer. Bær, skud, spirer, lav – you name it. Så går vinteren på hæld og, når rypen ikke kan finde noget at spise kan den åbenbart fra tid til anden hoste en godbid op herfra. Dertil kommer, at rypens eget kød smager ret godt. Det ved både rovfugle og lokale jægere. I tilgift kan de grønlandske jægere så samtidig få fingrene i denne rype-kro. Indholdet bliver hældt i en vodka, og der står det så at trækker i omtrent et halvt år. Slutresultatet er en flot gyldenbrun væske. Den smager overraskende sødt, men smagen er jo altså forskellig fra gang til gang alt efter, hvad rypen nu forsøgte at genne til sit vinterforråd. Skål!

Vi har fundet ud af, at om vinteren er der hver søndag båd-udflugter til nogle af de steder, hvor ryperne trasker rundt. Dem skal vi dælmene prøve at skyde. Ifølge rygterne skulle fuglen være særdeles svært at se på grund af dens fjerdragt. Om end er det også til skade for fuglen. Den er nemlig så sikker på, at den er noget nær usynlig. Så har man listet sig op på en gruppe af fuglene kan det snildt ske, at de ikke rokker sig ud af pletten i den sikre forvisning om, at de altså slet ikke er til at se.

Area-51 og Atlantis er vand ved siden af Arktis

Ja, ja kald mig bare konspiratorisk, men det kan næppe være et tilfælde...
Jeg har hidtil plaget Anja, Jannik og adskillige andre i Nuuk, som har gidet lægge øre til min opdagelse. Min banebrydende teori. De har rystet på hovedet. Tisk, de ved ikke bedre. De frygter sandheden. De kan ikke håndtere den.

Men dét ved jeg, at I kan kære læsere. Sandheden er skam derude. Og nu vil jeg delagtige gøre jer i denne viden. En viden, som Dan Brown ville elske at få fingrene i til sin næste pseudo-videnskabelig bestseller. En viden mere sprængfarlig end indholdet af USA's militærs Area-51. En viden mere væsentlig end Atlantis' eksistens.

Jeg taler naturligvis om den geografiske placering af verdens vigtigste hovedstæder. Reykjavik, Trondheim og Nuuk.

Ser vi bort fra de fallerede banditter i krøllede habitter og en gedigen økonomisk mavepuster, er der jo ingen tvivl om, at hovedstaden på vulkanøen spiller en fordækt rolle i, når verdens terninger bliver kastet. Det er jo netop herfra, at Vølven hvert år fremsiger sine detaljerede spådomme.

Dernæst har vi Trondheim. Den var faktisk regeringsby længe før Oslo. Den er altså Norges rigtige hovedstad. Det var derfor heller ikke tilfældigt, at Adolf Hitler forelskede sig pladask i den norske metropol under anden verdenskrig. Folkebedrageren havde indset dens strategiske overlegenhed og ville, at Trondheim skulle være hovedsæde i det tredje rige.

Og slutteligt har vi så Nuuk. Lur mig om ikke byen blot sover rævesøvn. Dens helt store potentiale bliver udløst i løbet af få år. Når olielommerne ebber ud, skubbes klodens magtcentrum til Nuuk. Her pibler landets undergrund med olie og fjeldene er smækfyldte med uran, diamanter og guld. Og hvad er så fællesnævneren for disse tre boomende magtbastioner, spørger du kære læser?

Deres placering så mænd. Vores forfædre for tusinder af år siden kunne også forudsige historiens gang. Endda til trods for, at byerne befinder sig i tre vidt forskellige lande strakt over tusinder af kilometre og adskilt af to have. De blev derfor anlagt på næste præcis fugleflugtslinie:
Nuuk 64 breddegrad
Reykjavik på 64 breddegrad
Trondheim på 63(næsten 64) breddegrad.

Ja, ja næppe et tilfælde vel? I jagten på sandheden, og mens jeg burde lave andre mere fornuftige ting såsom at skrive artikler og sikre en indtjening, kontaktede jeg en række forskere for at høre deres vurdering af denne placering. Om der havde været grønne mænd på spil eller indvirkning fra langskæggede brynjebeklædte vikinger på sejlads.Enten igennem navigering og placering af byerne eller ved handelsruter, som gjorde, at netop de tre byer voksede sig store. Klimamæssige forhold i en bestemt periode, som betød, at det var særdeles gunstigt at etablere eller drive byer omkring netop denne breddegrad.

Et af svarene kom fra en anset historiker ved en dansk universitet. Navnet forbliver hemmeligt i denne omgang, men svaret lød:

”Din observation vedr. breddegraderne er for såvidt korrekt, idet der er et sammenfald. MEN - herfra bliver det småt med lighederne. Trondheim er grundlagt o. 997, Reykjavik o. 872 og Vesterbygden o. 1000, men var på daværende tidspunkt vidt forskellige bebyggelsestyper.

Trondheim var nok af højest status, mens Reykjavik-kbebyggelsen kun var én ud af mange små i Island (og først flere hundrede år senere blev en egentlig hovedstad). På samme måde var Vesterbygden på ingen måde noget, der kan kaldes for en hovedstad - det var den absolut sekundære bebyggelse i nordboernes Grønland. Hovedstæder fandtes slet ikke i Island og Grønland, man havde i stedet tingsteder. Jeg mener således ikke at man kan tale om et sammenfald af beliggenhed og funktion. Baggrunden for valget af lokalitet skal efter min mening findes andre steder, og her tror jeg du er tættere på forklaringen med overvejelser omkring terræn, ressourcer, klima og det politiske billede i samtiden.”

Vågn op, Kaptajn Kaber

Zzzzz. Klokken er fem om morgenen, og det er fredag. Anja sover. Det gør resten af Nuuk vist osse. Jeg skal skrive en artikel om computerspillets historie til en dansk avis og interviewe it-legenden Peter Ole Frederiksen. Sideløbende med hans arbejde for IBM i 1980´erne opfandt han Danmarks første succesrige computerspil. Det bredte sig som en steppebrand og blev kopieret fra diskette til diskette.

Peter Ole Frederiksen modtog sågar takkebreve og donationer fra kommunalt ansatte, som henrykte over hans påfund gjorde arbejdsdagen foran skærmen meget mere fornøjelig. Computerspillet, han opfandt, hed i øvrigt Kaptajn Kaber. I det styrede man en pirat i Kattegat som både skal udkæmpe drabelige søslag og etablere handelsruter. Du kan spille det gratis her.
Alt det ville Peter Ole Freedriksen gerne fortælle mere om. Desværre havde han kun mulighed for et tlf.interview kl.9. Og da Nuuk jo er fire timer bagefter, er der altså ikke andet for end at krænge korpus frygteligt tidligt ud af fjerene. Heldigvis er de fleste kilder forstående og kan oftest rykke interviewtidspunktet. Som regel kan jeg så slumre længere end Anja og modtage skulende øjne, når hun skutter ud i kulden på vej til arbejdet i kommunen.

Forhåbentlig kommer jeg dog også til at skrive mere fra og om Grønland. Så vidt, jeg kan forstå, er vi vist blot to freelancejournalister heroppe, og det er trods alt verdens største ø. Alene fra nord til syd svarer afstanden til strækningen mellem København og Tunis. Der burde være nok af historier at tage fat på, og jeg er fortrøstningsfuld.

Den anden freelancejournalist hedder i øvrigt Asger. Han er dansker og har ligeledes en journalist-kæreste, som også er fastansat – ja, hvad er der dog med os medfølgende hustrumænd? Han virker mægtig flink, og vi har allerede besøgt deres hjem for at råbe og skrige mod svensken i et VM-kval opgør. Han diskede op med Ceres-pilsnere ,og dét er jo en gestus med værdi i disse afgiftsbelagte egne af verden. I øvrigt risikerer vi dog at blive flere freelancere. Det kan blive en konsekvens af, at de grønlandske medier er truet på levebrødet, fordi politikerne barsler med at fjerne noget af støtten. Muligvis mere om det senere.

Sprut og sport i stride strømme

Fredag fyraften. Vi har netop lagt os til rette i den røde sofa med et tæppe over os, en slikskål foran og i mangel af bedre vist nok ”Krybskytterne fra Næsbygård” på den nationale tv-kanal. Mobilen ringer. Det er Jannik.

”Hej, vi står lige og mangler to til volleyball, ellers må vi trække et af holdene ud af turneringen. Kan I ikke komme forbi om 10 minutter?”.

Om det var Morten Korchs skyld, medlidenhed eller almen nysgerrighed ved vi ikke, men et kvarter senere befandt vi os i Godthåbshallen. En anelse omtumlede og iført blåhvide skinnende holdtrøjer fra Janniks arbejdsplads, KNR. Det er Grønlands pendant til DR. Og så var det ellers med at kæmpe på livet løs i firmaturneringen. Vores bange anelser blev dog bekræftet straks.

De danske medier flyder desværre altid over med historier om grønlændere og alkohol. Den ensidige og sommetider forkerte proportionering bliver på bekostning af andre omstændigheder. Såsom at der altså er et eller andet med grønlændere og sport. De er faktisk generelt ret skrappe. At der så ydermere var enkelte to meter høje landsholdspillere på de andre firmahold, gjorde ikke sagen bedre. Også ganske almindelige kontorfunktionærdødelige kunne man observere lave smash og opsamlingsøvelser to og to sammen. De opvarmningsøvelser med bolden kunne de snildt holde i gang i cirka 30 sekunder ad gagnen. Stående uden net og med tre meters afstand til hinanden!

I fredagsturneringen var vi bl.a. oppe imod AirGreenland. De havde en pige omkring 160 meter lav. Den ringe højde afholdt hende dog ikke fra at udse sig Anja som målskive. Stående på baglinien fyrede hun en knaldhård overhåndsserv af sted. Med millimeter præcision ramte den midten af vor banehalvdel fem gang i træk. Med danske volleyball-novicer på holdet, er det overflødigt at sige, at vi ikke vandt et eneste sæt. Men alt i alt; skæggere end en aften i selskab med Morten Korch og Dirch Passer var det nu.

Nogle uger forinden deltog Nuuk også i et svømmestævne sammen med Danmarks svømmehaller. En hel søndag var afsat til at se i hvilken svømmehal, der blev tilbagelagt fleste kilometre i bassinet. Set med Nuuks øjne var der dog en ulempe i form af tidsforskellen, da den gav de danske svømmere mere tid til at crawle i. Ikke desto mindre kom Nuuk ind på en fornem 13.plads. Enkelte af de grønlandske svømmere nåede over de ti kilometre. Anja fik diplom for 1,5 kilometer og tiltuskede sig en ekstra præmie i form af en pose grønlandsk kaffe.

Vi har også kigget forbi den lokale løbeklub. Med et bakket og kuperet landskab stort set helt uden danske pandekagestrækninger er det en komplet anderledes løbeoplevelse. Og givetvis særdeles god motion for lægge og lårmuskler. Ved træningspasset var Grønlands bedste løber gennem tiderne der dog desværre ikke. Han hedder Kim Godtfredsen, er vist omkring 40 år og selv om, at Nuuk ikke byder på ligeså varierende ruter, som andre steder i verden, opnåede han ret vilde resultater i sin storhedstid. Til verdens største maraton i New York kom han, hvis vi ikke vi husker forkert, ind på en tredje plads!

Mads er også begyndt at gå til badminton i den lokale klub, hvor der er træning tre gange om ugen. De unge viser lovende takter. Med mere træning vil de sagtens kunne krydse ketchere med nogle af de største badmintonnationer i Europa.

Mit kongerige for en neglesaks

Dagens store begivenhed: Vores containere med al habengut samt proviant, der i den foregående uge har vugget tværs over Atlanten, er endelig ankommet.

Kl.13.00 ringer et grønlandsk flyttefirma og siger, de flår låsene op. 2 x 7 minutter sammenlagt med af- og pålæsning med hjælp fra fem rappe grønlandske flyttegutter er vi vor hjem 28 brune flyttekasser rigere.

Åbningen af indholdet er samtidig en lektie. I hvor få ting vi egentlig har savnet, og at man sagtens kan klare sig foruden mange ting. Men også i hvor meget man kan savne få ting djævelsk meget. Især to.


Mads har jamret og klaget over i en uge at have været foruden en negleklipper. Den skulle have været med i rygsækken og havnede nu altså i containeren i stedet. For nærig til at købe en ekstra negleklipper, har han altså måtte udstå pinslerne. Begge har vi indset, hvorfor det var, at krydderier igennem verdenshistorien har været en af de mest eftertragtede handelsvarer og ligefrem udløst krige. Med kun salt og peber i huset indtil i dag har f.eks. spaghetti bolognese bare smagt fadt og virket helt gråt og kedeligt. Nu er krydderihylden heldigvis atter spækket med kradsbørstige, liflige og opkvikkende dufte.

Indholdet af flyttekasserne røber samtidig, hvor uvidende vi har været om Grønland. Med halv- eller hel vegetariske tendenser havde vi jo frygtet madudbuddet heroppe. Eller snarere manglen på selvsamme. Mindst seks af kasserne har været læsset med brune ris, kidneybønner, grov pasta, øko. flåede tomater, tang, røde linser, sushi-ris, wasibi, brune bønner, flækærter, græskarkerner, butter beans, hørfrø, tahini m.m. Rigeligt med kulhydrater og protein til at brødføde en Sirius-patrulje inkl. slædehundes ekspedition over indlandsisen. Og i det store hele ganske unødvendigt og overflødigt.

Takket være den moderne logistiks lyksaligheder har Brugsen og den lokale discountkæde Pisiffik de komplet samme varer på hylderne som i Danmark.


Priserne er naturligvis en del anderledes. Det skyldes dels afgifter på alkohol og sukker for at fremme folkesundheden (diabetes og hjertekarsygdomme stiger hastigt i Grønland, fordi de kvitter den traditionelle kost til fordel for eller rettere ulempe for den vestlige spisevis), dels udgifter forbundet med letfordærvelige varer. Et stykke flyfrisk Iceberg salat koster derfor 30 kr. En mars-bar 11 kr. Eller en 33. Cl pilsner 16,25 kr. plus pant.

Afgiftsmagerne har dog mærkværdigvis nok overset en varegruppe, så vidt vi kan se. Nemlig skildpadde-is, chokomarcipan, guldkaramel og is i alle andre afskygninger. Der er tre Magmum-is for 15 kroner. Mums!

360 graders havudsigt

I bydelen Nuussuaq residerer vi nu i en treværelses lejlighed med karrygule døre, fem senge og masser af varme. Der er tv – foreløbigt uden antennekabel. På minianlægget fanger man kun NuukFM. Til gengæld er radiobingo lige så populært heroppe som fodboldlandskampe derhjemme.


Beliggende på et af byens højeste punkter er her udsigt til vand fra alle vinduer og fjeld i baghaven. Fra de nordlige fjorde driver isflager ned ad – og fra stuen kan vi skimte byens vartegn, Semitsiaq, samt fjeldet med øde skilifte og sne på tinde. Glæder os til sneen er faldet, så vi kan se en kakofoni af farverige snetumlinger og -dragter zig-zagge ned ad bjerget hele dagen.

Næææh..en normal hval

Når du læser dette har, har bogstaverne sust gennem et søkabel 4.600 km tværs over Atlanten og ind din dagligstue. Kablet administreret af TeleGreenland muliggør internettrafik rasende hurtigere end via satellit. Der er dog én hage.

I Danmark har vi flatrate på internettet. Det betyder ubegrænset surfing. Helt fri for bekymringer om, hvor mange bits og bytes computeren labber i sig, når vi besøger hjemmesider, chatter, ser film etc. I Grønland er ens internetopkobling forbrugsbestemt – altså akkurat ligesom el, vand eller varmeregningen.

Opflasket med flatrate-net i Danmark har vi aldrig nogensinde skelet til, hvor stort et internetforbrug man egentlig har. Så uden nogen reel fornemmelse af dette har vi derfor haft et hyr med at finde ud af, hvilken internetopkobling der var den rette hos os. Priserne går fra 75 kr. til 900 alt efter ens forventede forbrug. Vores valg faldt på en løsning nogenlunde midt imellem. Så var det ellers bare at vente på, vi atter kunne komme på the world wide web.

I bagklogskabens fandt vi dagen efter ud af, at Premium-pakken, den allerdyreste opkobling dog muligvis er den billigste for os i det lange løb. Derfor måtte vi forsøge at bønfalde TeleGreenland om at ændre vor internetopkobling. Helst før den trådte i kraft. Det koster nemlig 300 kr. at ændre typen af ens opkobling.

Mens Anja knoklede med kommunikationen i verdens geografisk næststørste kommune, aflagde jeg TeleGreenlands butik en visit. Den flinke tele-medarbejder studser over forespørgslen, men erklærer at hun nok skal forsøge. Indgrebet kræver lige nogle opkald til teknikerne.

”Det kommer nok til at tage 20 minutters tid. Kan du ikke gå en tur i det gode vejr og komme igen?”, foreslår hun smilende.

Bzzzr. Det er kun en minus grad og, solen står højt på en højtryksklar formiddagshimmel, men netop i dag spiller vinden med musklerne. Kulden føles pludselig ekstra skarp. Mest af alt har jeg lyst til at plumpe ned i TeleGreenlands bløde lædersofa-arrangement og forsvinde ned i en medbragte bog. Om end det givetvis vil virke en kende provokerende, og servicen har jo hidtil været upåklagelig. Så ud igen og slentre planløst rundt.

Fødderne hiver mig væk fra hovedgaden. Op ad en stigning. Der lyder højtlydt snak, skrål og skrig. Et dusin pangfarvede flyverdragter størrelse xx-smal vralter forbi sammen med deres pædagoger. Forbi en grusbane ved siden af en skole. Der er frikvarter. Drengene farer rundt efter en fodbold. Pigerne klumper sig sammen i en fnisende rundkreds med mobiltelefoner som omdrejningspunkt. De er stort set alle sammen iklædt sneakers, jeans og hip-hop-hættetrøjer trods minusgraderne.

Videre forbi firkantede boligkomplekser. Forbi en filial af discountkæden Pisifik. Den er nærmest bygget ind i foden af et klippefremspring og en skråning. Videre op ad skråningen, der er mos- og lavbeklædt og har lommer, riller og fordybninger med indespærret vand, der er begyndt at fryse til is. På toppen af skråningen med ryggen til byen og discountbutikken som nærmeste nabo har nogen klasket en masse sten sammen. De danner en trekant. Et mindesmærke. For Dronning Margrethes besøg i 1978, fortæller en guldtavle.

Udsigten over Godthåbsfjorden er lækker. Spæde isflager driver rundt i det dybblå ocean. Horisonten strækker sig, så langt øjet rækker. Tilsyneladende mennesketomme øer og fjorde i nord og vest lokker til eventyr. En enlig hvid speedbåd hopper hen over vandskorpen. Vist nok på vej i havn. Og så lige pludselig, idet speedbåden sagtner farten. Til højre for den. Noget bølger i vandspejlet. Vist nok noget bugtende stort. En hval? Eller er det bare gas eller røg fra båden? Det er trods alt omtrent 400 meter væk.

Nej, noget stort og sort bugter sig sgu´ i vandet.

En vandsøjle spyr op. En hidsig fontæne fra 50 vandpistoler klemt i bund på samme tid. Skuet varer under sølle tre sekunder. Så er både vand og dyr røget ned igen. Pist væk. Måske var det mit første glimt af et af de op til 80 tons tunge pattedyr.


(Foto: Tilfældigt flickr-creative commons fundet på nettet. Spørg mig ikke, hvilken hval det er)

Over syv forskellige hvaler skulle skvulpe rundt i farvandet heroppe. Nogle af dem er vist legesyge og kommer tæt på både og land især om sommeren. Med hjælp af plakater som hænger i mange folks sydvendte udestuer, på Sømandshjemmet, hos Politiet og i lokalerne hos Selvstyret kan man forvisse sig om hvilken hval, man har spottet. Dels ved at identificere faconen og farvemønstret på dens finne, dels størrelsen og formen af dens blåst, dvs. udånding lige over vandspejlet. Alt det skal man altså nå at observere fluks på få sekunder. Respekt! Hvis det er en bedrift, som den almindelige grønlænder magter, er jeg duperet. Det minder mig dog samtidig om en episode på Anjas arbejde forleden.

Til frokost serverede de blandt andet hvalgryde. Anja veg ikke overraskende uden om med syvmileskridt. En af hendes kollegaer fra Danmark var nygerrig og øsede i stedet op. Nysgerrig over retten spurgte han naturligvis, om hvilken hval der var tale om.

”Normal hval,” lød det kortfattede svar.

Et rensdyr, tak!?

Få dage før, vi landede i Grønlands hovedstad, var Jannik ankommet. Ham lærte vi at kende fra tiden hos Nordjyske Medier, og han er just begyndt at arbejde som journalist på Grønlands radioavis, KNR.

Allerede i sin første weekend var Jannik af en dansktalende kollega blevet inviteret med på rensdyrjagt. Karrosseriet til julemandens slæde vandrede angiveligt rundt i flokkevis på Præstefjordens nedre skråninger to timers sejlads fra Nuuk. De burde være lige til at pløkke, men mandskabet vendte tomhændede hjem. Eneste spor efter rensdyrene havde været deres lune lorte. Efterladenskaberne havde jægerne forgæves forsøgt at anvende som pejlemærker.

Inspireret af de forgæves strabadser besluttede vi sammen med Jannik, at vi da burde tage og fange noget rensdyrkød til aftensmaden i de lokale supermarkeder. De har det både hakket og i fileter. Et spændende alternativ kunne dog være at hitte kødet på Brættet. Det er Nuuks friluftsmarked i kolonihavnen. Her falbyder de lokale fangere og fiskere dagens fangst. Noget af et skue og en hel speciel stemning, skulle det vise sig.

På brættet bliver sæler sprættet op. På bordene ligger der kolossale havkatte, rødfisk med manga-agtig store øjne på stilke og alskens andet for mig (Mads) uidentificerbart havguf. Fiskene ligner mest af alt skabninger, Jacques Cousteau lige har opdaget på de mørkeste dybder. Ben, store kødklumper og lunser ligger ved siden af. Jeg øjner en venligtudseende fanger i en blå Thule-termodragt.

”Er det der rensdyr?,” siger jeg og peger på et stykke både sort og rødt, men mørt udseende stykke.

Intet svar. Fangeren fortrækker ikke en mine. To sekunder går. Fire sekunder går. Stadig ingen reaktion.

”Altså det her er det fra et rensdyr?,” forsøger jeg atter.

Intet svar. Ingen ord. Endsige andre ansigtstræk. Tiden hakker. Begynder at panikke en smule. Overvejer om jeg har stillet Grønlands dummeste spørgsmål. Måske står jeg simpelthen stadig i fiskeafdelingen og forsøger at hitte noget vildt.
Af uransagelige årsager havde jeg, inden jeg gik ud af døren, kastet et blik i guidebogens parlør. Normalt drønelendig til at huske endsige skelne imellem blot få nye fremmedord, kunne jeg alligevel af en eller anden årsag huske ordet for rensdyr på grønlandsk.

”Tuttu,” siger jeg.

Fangeren liver op.

”Tuttu!,” prøver jeg igen. Nu med trykket lagt på de sidste bogstaver.

”Dudduuk,” udbryder han vist.

”Dutdok,” prøver jeg.

Min udtale er skrupforkert, og jeg kan slet ikke efterligne hans tryk. Men han smiler. Og så griner han let! Og nikker i retning af kødet. Griber fat i flere forskellige stumper, vender og drejer dem alle sammen til ære for mig. Åbner nogle af kødflapperne, så jeg kan se, hvad der er bedst. Uden af stand til at kunne skelne stykkerne fra hinanden, peger jeg med bestemt kendermine på et af dem. Han pakker det ind, og på en eller anden magisk, mystisk facon får vi forhandlet os frem til en klump på 1 kilo til 80 kroner. Præcis hvad jeg kom efter!

Hos Jannik forsøger vi os med en samisk inspireret opskrift. Rensdyrkødet steges og koges dernæst i lidt væde. Serveres med kartoffelmos og hindbær. Komboen af kød og hindbær komplimenterer hinanden overraskende godt. Kødet smager også en anelse af dejligt vildt. Det kan dog ikke dække over en metallisk bismag. Præcist som var det lever!

Næste gang den står på rensdyr sværger vi nok til de lokale, grønlandske opskrifter. Mange af dem er nemlig med fløde.

Søulke og hvalrospenis´er

Mens vi spændt venter på vores vakante bolig, er vi indkvarteret på Sømandshjemmet med udsigt over Nuuks livlige havnemiljø.

Forankret i Indenlandsk Sømandsmissions værdier ligger Det Nye og Gammel Testamente naturligvis klar på natbordene. En tavle i lobbyen forkynder, at indtag af alkohol ej sømmer sig eller hører til i dette hus. I cafeteriaet indtager vi vores morgenmad og aftensmad i selskab med søulke og matroser fra Nordjylland, Grønland og Island. At dømme ud fra deres vindblæste ansigter og koncentrerede samtaler med hinanden og dertil følgende latterudbrud lader det til, at de kan diske op med et bundt røverhistorier, som man godt gad smuglytte til.

Ellers er det reelt så som så med den kristne eller maritime afsmitning. Værelserne er aldeles fortrinlige, og ligner dem der er på ethvert andet godt hotel. Der vanker skam både letøl og Carlsberg i køledisken.


Lobbyen byder naturligvis også på en souvenirmontre – blandt tilbuddene knoglen fra en hvalrospenis til omkring 400 kr. Og her mindst lige så mange landkrabber som søens folk. Bl.a. et britisk film-hold, medlemmer af Selvstyret og selveste Pjerrot. Den hvide klovnefigur er med Cirkus Arena heroppe for at underholde de grønlandske børn og overraskende letgenkendelig uden laget af sminke.

(Vi nåede ikke at forevige hvalrospenis-knoglen, så I må tage til takke med dette af Pjerrot i stedet.)

Så er vi her!

”Wow. De er godt nok vilde med at fiske!”, tænker Mads, idet vi cirkler over Nuuk, Grønlands hovedstad og vores nye hjem.

Havet er dækket med hvide klumper. Bænket på to pladser under Dash 8-flyets vinge kan vi skimte landet, der pludseligt dukker op efter en lille times flyvetur over indlandsisen. Veje snor sig gennem et bakket landskab. Kulørte enfamiliehuse i sommergult, kongeblåt, blodrødt og alle andre farver skutter sig på landjorden. Og vandet er fyldt med hvide både. Tættere på opdager vi, at det naturligvis er isbjerge.

Det minder om Danmark. Gule HT-busser dog med Nuup Bussii-logo triller rundt på vejene. Stort set alle kan snakke dansk, og al tekst er både på grønlandsk og dansk. Og så er det overhovedet ikke som derhjemme, eller hvad vi havde forventet.

Luften er knastør. Dagligt generer vi statisk elektricitet og slår gnister, når vi rører hinanden. Vandet er så blødt, at det er svært at vaske sæbe ud. Og det smager ikke af klor. Temperaturen er nær minusgraderne, men det føles ikke synderligt koldt. Måske fordi vinden ikke er så kraftig. Her er ikke bælgravende vintermørke. Snarere mere solrigt og lyst. Her er nedslidte boligblokke, men moderne nybyggeri popper i lige så stor stil op alle vegne. Nogle institutioner og offentlige bygninger er lavet ud fra originalt, anderledes arkitektur. På folks sydvendte terrasser står webergrillene fremme, og snescooterne holder parkeret tæt ved. Ellers er de ellevilde med at køre i bil, især i gevaldige firhjulstrækkere, på det blot 100 km. lange vejnet.

Ifølge statistikken giver det 25 meter til hver af hovedstadens omkring 4000 motorkøretøjer. Alligevel er de yderst påpasselige og hensynsfulde. Stik modsat Danmark hvor der efterhånden ser ud til at være opstået påkørselsret i fodgængerfelter, skal man blot befinde sig i nærheden af et eller løfte anklen, så bremser bilerne resolut.

Grønlænderne virker generelt til at være meget smilende og imødekommende. De griner ofte og i den lokale Brugsen ser det ikke ud til at være usædvanligt, at de kaster sig om livet på hinanden og hilser, som om de har været væk fra hinanden i flere årtier. Nuuk er placeret på et næs og fra alle steder i byen er der enten udsigt til havet eller Sermitsiaq, et skarpt og kantet sneklædt fjeld og byens vartegn, eller de to fjelde Lille Malene og Store Malene.

Vi gruer allerede for, om betagelsen på et tidspunkt begynder at blegne, og vi tager det for givet.